Det passer ikke, når Formuepleje reklamerer med otte procent i udbytte i en annonce.
Derfor har Finanstilsynet nu givet firmaet Formuepleje Fondsmæglerselskab en påtale for vildledende markedsføring.
I en annonce skriver firmaet ellers, at kunderne kan få otte procent, men det er ikke rigtigt.
– Finanstilsynet lægger i vurderingen vægt på, at Formuepleje ikke kan garantere et årligt udbytte på otte procent, skriver tilsynet i afgørelsen.
Reklamen er ikke afbalanceret i forhold til, hvor meget kunderne risikerer ved at placere penge i Formuepleje, fastslår tilsynet. Formuepleje burde endda have gjort opmærksom på, at eventuelle investorer kan miste alle deres penge.
Afgørelsen kommer efter en klage i foråret over firmaets reklame.
/ritzau/