God kommunikation er klar tale. Man skal kunne afkode et budskab på få sekunder og vide, hvad afsenderen ønsker at sige. Er dette ikke tydeligt, bliver folk forvirrede og negative.
De kan ligefrem blive fjendtlige overfor produktet. Og også blive brkæftet i, at reklame er noget underligt noget.
Er det mig, der er dum? Hvad vil de sælge mig? Jeg var totalt forvirret, da Oranges nye kampagne blev lanceret i sidste måned. På billboardet stod der: Hjælp os med at få et nyt navn!
Men hvordan? Jeg har hørt, at flere ringede ind til Mobilix for at høre, hvordan de kunne hjælpe og hvad man kunne vinde, etc. Hvad skulle man ellers tro.
Ugen efter fik vi så at vide, at navnet var Orange.
Nå!! Der var da et underligt navn – mon det stod for et eller andet interessant, som man kunne spinde et koncept op omkring?!
Så kom den filosofiske kampagne.
En flødeskumskage på sort baggrund og overskriften: Lev livet.
– og hvad så? Hvad havde det med Orange og telefoni at gøre?
Jeg afkodede den således: Bare æd dig fed i kager og lev livet. Og skid på hvad andre synes er rigtigt.
Det er måske også sådan det skal forstås?
Navneskiftet fra Mobilix til Orange har fået det meste af Danmark til at undre sig over, hvor mange penge der bliver brugt på ting, man ikke forstår.
Når man sammenligner Mobilixs første kampagne, der handlede om samtaler, må jeg sige, at der er stor forskel på de to kampagner. Men hvorfor? Det er vel stadig det samme firma og de samme forbrugere.
Introduktionskampagnen for Mobilix var en af de sublime kampagner, der skilte sig ud.
Dengang fik man sympati for det nye teleselskab, der skulle ud og slås med de store.
Jeg synes, den nye kampagne er usympatisk. Og budskabet er meget sløret: Når man ikke forstår noget, så taler den ned til mig, og det gør mig negativ.
Med Oranges store medietryk kan det ikke være gået nogens næser forbi, at Mobilix har skiftet navn til Orange. Og hvis det var målet, at få folk til at tale om kampagnen, har bureauet løst opgaven. Snakken går, og det store spørgsmål er bare, om det er sort eller orange tale, der bliver brugt.
Jeg kommer aldrig til at tale orange, hvad det så end er. Og efter Monique er begyndt at tale orange, kan jeg slet ikke forstå noget.

Som Søren Kierkegaard vist nok sagde: “Den der ikke forstår, behøver ikke være dum“.