Den 17. november 2003 kunne netversionen til det østrigske medietidsskrift ”Horizont” meddele, at en ny reklamekonkurrence havde set dagens ”The Scandinavian Advertising Awards”. Denne noget usædvanlige redaktionelle vurdering midt i den hektiske østrigske mediehverdag skyldes næppe et ønske om at få flere læsere nordpå eller en øget interesse i alpelandet for den skandinaviske reklame. Nej, det skyldtes ganske enkelt, at bag det hele stod ganske enkelt en af deres fraflyttede landsmænd, den nu 27 år gamle Robert Langenberger.
Efterhånden blev nyheden også kendt her nordpå – og vi blev alle inviteret (på engelsk). At den geografiske term Skandinavia egentlig betyder Norge, Sverige og Danmark gjorde ikke synderligt indtryk på den konkurrenceglade østriger – han inviterede bureauer fra både Island, Norge, Sverige, Danmark og Finland. Alle skulle have muligheden for at sende ind – både arbejder og pen ge.
Tænk lige over det igen: En østriger arrangerer en skandinavisk/nordisk reklamekonkurrence – er det bare mig eller skurer det lidt i andres ører også? Hvad skyldes denne for ham absurde interesse? Hvad er det der driver Langenberger? Det er nok det samme, som ville have fået mig til at tage initiativet til en storstilet reklamekonkurrence på Balkan-halvøen, eller i Benelux-landene for den sags skyld. Nemlig et dårligt (eller svært godt) skjult ønske om at tjene penge. Og en kynisk observation – måske særlig tydelig i dårlige tider – om at konkurrencer bliver vigtigere både for konkurrencesultne kreatører og newbizz/pr-ansvarlige i ethvert reklamebureau. Guld er guld, både på CV’et og i egen-præsentationen. Og det øger chancerne for at klare sig i den store konkurrence. Men – når Cannes Lions-festivalen m.m. ssælges for 53 millioner pund – hvad kan så en Nordisk konkurrence ssælges for om nogle år? Det blir lidt for oplagt for mig at se.
Det er os – bureauerne i alle de nordiske lande – som bestemmer o m ”The Scandinavian Advertising Awards” skal overleve og vokse til at blive en betydelig konkurrence som vi skal tage hensyn til og sende arbejder ind til. Det er os som nu kan vise om vi ønsker en nordisk reklamekonkurrence som er ejet af én person, og som så stjæler vores mulighed for at arrangere den selv. I disse dage sender Langenberger invitationer ud til alle nordiske bureauer igen. Fordi der kun var en temmelig lunken interesse i fjor – heldigvis – har Langenberger lagt en ekstra gulerod ud i år, nemlig ”The Nordic agency of the year” til det bureau som vinder mest i ”The Scandinavian Advertising Awards”. Det er klart, at det havde kunne være spas at vinde den, eller hvad? Igen, det er os der bestemmer. Du bliver ikke det bedste bureau i Norden når du konkurrerer blandt de næstbedste.
Jeg tror imidlertd, at tanken om en fælles nordisk reklamekonkurrence har slået mange af os i reklamebranchen. Norden repræsenterer et spændende reklamemiljø, som er kendt ude i verden – og som der bliver lagt mærke t il ved andre, vigtige konkurrencer. Der er flere opdragsgivere, der har samlet deres budgetter et sted
læs: Stockholm) for hele Norden. Vi ville nok gerne have muligheden for at vise os for og imod hinanden i en fælles konkurrence. Men uden at indsendelsespengene havner i lommen på østrigere, som af en eller anden grund udviser en enorm kærlighed og omtanke over for nordisk reklame.
Efter hvad jeg ved, har der været arrangeret nordiske reklamekonkurrencer før, bl.a. under navnet ”Gullsvanen”. Det er nogen år siden den blev nedlagt og store ting er hændt i alle nordiske lande siden dengang. Måske er det på tide at blæse liv i tanken om en nordisk reklamekonkurrence? Er det det? Jeg tror i hvert fald det er på tide, at nogen siger fra om at vi ikke trænger til en tvivlsom reklamekonkurrence, som reklamebureauerne skal bruge tid og penge på. Vi hos DDB kommer ikke til at deltage i ”The Scandinavian Advertising Awards”. Überhaupt nicht.

Citat:
Når Cannes Lions-festivalen m.m. ssælges for 53 millioner pund – h vad kan så en Nordisk konkurrence ssælges for om nogle år?