Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trykker på valgknappen, og valgplakater hænger i landets lygtepæle, så vil danskerne igen få Peter Wibroes streger at se.

Den nærmest legendariske reklamemand står nemlig bag Klaus Riskær Pedersens valgplakat.

– Jeg har været venskabeligt forbundet med Klaus siden begyndelsen af 80’erne – så jeg kender alle sider af ham, siger han.

Peter Wibroe forklarer, at han satte sig ned og tegnede plakaten, efter han og Riskær havde talt i telefon sammen en aften.

– Det tog ikke mange minutter, før den var der. Det sad bare i fingrene, siger Peter Wibroe. 

Om plakaten, der især er båret af et stort rød-blåt kryds, forklarer han:

– Man kan lægge mange forskellige symbolikker i plakaten. Klaus er – som jeg selv – rød-konservativ og i alt god politik er der både noget rødt og blåt.

– Det er det, krydset symboliserer. Det røde symboliserer også Danmark, men der må ikke kun gå klaphat i den, så det blå symboliserer Europa. 

De fleste valgplakater er båret af et billede af politikeren, der er på valg. Men ikke Peter Wibroes Riskær-værk, der alligevel er meget personligt, mener han.

– Alle ved hvordan han ser ud, så det er ikke nødvendigt med at billede af ham. Som med alt andet handler det om at skille sig ud. Og det gør plakaten.

– Samtidig holder Klaus meget af kunst, så ville jeg lave noget der også mindede om en kunst-plakat. Det udtryk og underskriften gør, at det er blevet en meget personlig plakat – uden et billede, siger Peter Wibroe.

Klaus Riskær Pedersen har i de seneste uger været genstand for debat. Blandt andet har den tidligere Venstre-minister Søren Pind rejst spørgsmålet om, hvorvidt Riskær er værdig til at være medlem af parlamentet. Men den slags preller af på Peter Wibroe.

Vil du selv stemme på ham?

– Ja. Der er gået alt for meget trivialitet i de professionelle politikere. Han vil være et frisk pust. Og han har altid været meget forudsigende. Han kan sagtens bidrage. Han er en meget iderig mand, som kan tilføre ideer, som andre kan samle op, siger han.

Og nu spekulerer nogle måske i, om manden, der blandt andet gjorde livet lidt grønnere, er på vej til at gøre comeback i den danske reklamebranche.

– Hehe, nej, jeg er ikke på vej tilbage. Men jeg tegner og skriver stadig. Hver dag. Jeg kan ikke lade være med at kreere noget. Det har ikke været en god dag, hvis ikke jeg har skabt noget. Det ligger i mit blod, siger Peter Wibroe.