Det kan jo ikke nytte noget, når media- og reklamebureauer sælger kliks, kendskabsgrader og afarter af diverse media-impressions. Det er ganske enkelt ikke relevant for virksomhederne:
– Hvorfor vandre rundt om den varme grød? Med mindre man ikke har noget relevant at sælge. Vi skal dokumentere koblingen mellem kommerciel kommunikation og salg. Større er udfordringen ikke, siger Morten Strunge, iværksætter og en af mændene bag Onfones kolossale succes.
Det og meget mere vil han fortælle om på Markedsføring to Go-arrangementet torsdag den 13. september kl. 16.00 i Huset Markedsførings lokaler.
· Hvordan skabte han forretningsplanen som 19-20-årig?
· Hvilke marketing-værktøjer valgte han og hvorfor?
Trods alt er Morten Strunge en af de få danskere, der helt fra starten kastede sig ind i et marked – mobil-telefoni – de fleste af os betragter som stærkt konkurrencepræget. Men det afskrækkede ikke Morten Strunge. Der lå nemlig penge og ventede på at blive samlet op.
Han så målgrupper, der ikke lå mellem 14 og 21 år. Og han valgte en tilgang, der overraskede alle. Man kunne også kalde hans oplæg i morgen for: ”How to earn 300 million kroner i 5 easy lessons”?
Nu påstår denne signatur ikke, at historien om Onfone var let at skrive. Men det er en af de bedste iværksætter-cases herhjemme de senere år.
I dag ejer Morten Strunge Agnes Cupcakes og mikrobryggeriet Stronzo. Kom og stjæl lidt af hans erfaring. Vi byder på et glas vin, en Stronzo eller en vand til de tørstige.