Mobilselskabet Oisters reklameunivers er i en klasse for sig selv. I hvert fald når det handler om hjulpet og uhjulpet reklamekendskab til den danske telebranche.
Spørger man danskerne om, hvilke mobiltelefoniselskaber de kan huske at have set eller hørt reklamer for inden for den sidste måned, svarer 25 pct. uhjulpet Oister.
Det er et langt mere end den næste på listen, så hvorfor dog ændre en kommerciel kommunikation, der tilsyneladende virker så godt?
– Selvom reklamerne performer stærkt på de klassiske tracking-parametre, så er der behov for, at brandet skal have mere attitude, personlighed og kant, fortæller Jesper Bennike, CEO hos Oister.
– I et marked med fuldkommen konkurrence, hvor Oister har sat sig på ”Bedst til prisen”-positionen, er det tid til, at kommunikere andet end blot pris og pakke, fortsætter han.
I gang siden 2008
Oisters lilla østers har været en del af det danske medie- og reklamebillede siden 2008, hvor mobilselskabets storebror, 3, bad reklamebureauet CO/PLUS om at skabe et brand, der talte til et yngre og mere prisfølsomt segment.
Siden har Oister været blandt de stærkeste telebrands i markedet.
Det skyldes måske især Oisters karakteristiske visuelle univers, der er båret af maskotter, musik og en skør jargon.
Og den opskrift har konkurrenterne luret, så de nu er begyndt at bruge de samme kreative greb for at tiltrække opmærksomhed og flere kunder. Derfor er det igen tid til, at Oister skifter retning for at distancere sig fra konkurrenterne.
Mere kant, tak
Dét gør Oister igen med hjælp fra bureuaet CO/PLUS.
Den velkendte østers får endnu mere karakter i den nye kommunikation, hvor den også bringes ind i ”vores” virkelighed. Med sin egen personlighed, blandt rigtige mennesker.
Planen er, at Oister på den måde holder fast i sin velkendte kerne, fortsætter med et konsistent kommunikationsunivers og samtidig tilfører brandet mere kant og attitude.
Det skal give mulighed for at nå endnu bredere ud og få fat i de forbrugere, der defineres som ”passive i markedet”, og som især aktiveres, når der knyttes flere værdier og følelser til et brand.
– Siden vi introducerede Oisters østers har vi set, hvordan ideen med animerede figurer har spredt sig til andre produkter. Det er vi selvfølgelig smigrede over. Men vi kan ikke hvile på laurbærrene, så nu rykker vi igen, så Oister står skarpt og væksten kan fastholdes, siger Peter Katrup-Misir, CEO hos CO/PLUS.
Tjek selv den kække østers ud her:
Kort om det nye OiSTER univers
- Annoncør: OiSTER
- Reklamebureau: CO/PLUS
- Animation: Reset
- Instruktør: Jesper Rofeldt
- Producer: Nicolai Berthelsen
- Østers’ stemme: Anders W. Berthelsen