Danmarks Nationalbank i Holmens Kanal – ja, det er jo egentlig en fjollet adresse, da der ikke er tale om en vandbaseret bank – er den sidste fabrik i Københavns centrum. Bag arkitekt MAA Arne Jacobsens stilsikre betonpalisader arbejder trykkeriet, som forsyner forretningsbankerne med friske femhundredelapper og andre efterspurgte sorter. Målgrupper? Meningsløst!
Den Kongelige Mønt minder om dengang, da kongen havde møntmonopol. Grundlovens § 26 påstår, at ”Kongen har ret til at slå mønt”, men tænk et postyr, hvis Prins Pilfinger pønsede på alternative betalingsmidler. Det burde heller ikke være nødvendigt, når man modtager den form for finere bistandshjælp, der kaldes apanage.
Hendes majestæt Dronningen har tolerant accepteret, at diverse medaljører øver sig på at portrættere hende til kronesiden på 10 og 20 kr. mønterne. Værdierne 5, 2 og 1 kr. prydes af tre kroner i slyngmønster, mens 0,50 og 0,25 kr. nøjes med én krone. Der er altså ikke plads til prinser el ler prinsesser på de danske mønter, som vi får lov at beholde nogle år endnu.
Hvis Danmark skulle blive omdannet til republik, vil det ikke være nødvendigt at ændre pengesedlerne. De er renset for royale reminiscenser og holder sig til kulturpersonligheder som Blixen og Bohr, som ikke kan fornærme ret mange. Man må sige til politikernes ros, at de aldrig har benyttet sedlerne til at forherlige sig selv. Lykketoft eller Brixtofte nægtede sig selv den fornøjelse, da de var økonomiske ministre, og heldigvis for det, så slap vi for den pengeombytning.
I en række andre lande har centralbankerne valgt at udlicitere produktionen af friske penge. Herhjemme foretrækker vi håndværkskvalitet fra den uindtagelige fæstning i Holmens Kanal, der aldrig har været udsat for kup. Sikkerheden er så gennemtænkt, at selv et undersøisk indbrudsforsøg ville blive opdaget, der er sensorer i fundamentet. Derimod er risikoen for pengeforbrydelser vokset i takt med billiggørelsen af avanceret digitalt reproduktionsudstyr. Udgiften til sølvtråde og optiske tricks påvirker omkostningerne pr. seddelenhed.
Nationalbanken er i den for en vareproducent ejendommelige rolle, at stykprisen ikke kan reguleres, da ingen finder sig at skulle betale 102 kr., for 100 kr., uanset hvor trykfrisk Carl Nielsen-lappen end måtte føles. Man kan med propaganda forlænge pengesedlernes levetid ved at opfordre kunderne til at lade være med at krølle og mishandle dem, så de ligner inflationsbefængt zimbabwianske banknoter. Situationen i Robert Mugabes beskidte diktatur, som vi er nogle, der stadig erindrer som det velordnede Rhodesia, er så anspændt, at der ikke er valuta til at købe papir og tryksværte i udlandet til fremstilling af endnu flere Zimbabwe-dollars (1 US$ = 55.000 ZB$, 1991-kursen iflg. CIA’s factbook).
Vort venlige råd til Danmarks Nationalbank er at opnå extern delfinansiering og overveje salg af reklamespace på mønter og sedler. Dronningen er alligevel ikke tjent med at lade sig forevige af en portaitteur, som prøver at få hende til at ligne Rober t Mugabes tante, og det er uretfærdigt, at kronprinsen åbenbart skal vente, til han som 55-årig får overdraget kronregalierne. For slet ikke at tale om de sjælekvaler, Prins Henrik i 36 år har måttet tåle som forbigået.
Møntsorten står i dag på den side, der kaldes plat, og selv om vittige hunde vil mene, at reklamer på mønterne også er plat, vil ingen afstå fra at bruge mønterne, medmindre de lider af fremskreden bakterieskræk eller er medlem af en endnu ukendt religiøs sekt, der forsværger penge (og en sådan er til dato aldrig set).

Karakteristiske logoer som McDonalds gyldne buer, Coca-Colas elegant svungne navnetræk, LEGO, Carlsbergs og Bindesbølls C og OTA (engelskproduceret og amerikanskejet kernedansk kulturfødemiddel) vil se godt ud på en nyslået 20’er, og der vil være knyttet stor prestige til at købe space på fx 1.000.000 stk. Om det så skal koste 2.000.000 kr. eller mere må markedskræfterne til syvende og sidst afgøre. Hver mønt bortset fra dem i sparebøssen bliver set af utallige brugere, som sni ldt kan oplæres til at kigge efter de forskellige logobrands, der udgør et herligt samlerobjekt.
Nogle kulturradikale – det er jo det nye skældsord – vil i dagbladet Politiken skrive forargede indlæg mod reklamificeringen af vort offentlige tegnebogsrum og dermed bekræfte Berlingske-chefredaktør Niels Lunde, der forleden besvarede et lederangreb i Politiken:
”Det er efterhånden almindelig anerkendt, at kulturradikalismen har overlevet sig selv. Tiden er løbet fra den. I dag er det kulturradikalismen, der slæber med fødderne, den repræsenterer det provinsielle, den udtrykker et livssyn, der frygter globaliseringen, den repræsenterer i praksis intolerancen i vort offentlige liv. Det er med overbærenhed, man læser Politikens ledere i disse år.”
For når barnevogne, bryllupper og barstole kan dekoreres med reklamesymboler, så kan selv Plovmanden bære et banner.