Bare fordi man er en festival, der hylder verdens bedste kreative arbejder, behøver man selvfølgelig ikke selv benytte sig af kreative bureau-hjerner, når man vil kommunikere.

I hvert fald er Cannes Lions International Festival of Creativity, som festivalen formelt hedder, netop gået live med en ny – in-house udviklet – kampagne, der skal promovere 2016-udgaven af festivalen og minde verden om kreativitetens formål og styrke.

Budskabet i kampagnen er, ifølge Lions-festivalernes CEO, Philip Thomas, at kreativiteten er en ”force for business, for change and for good”.

– Vores mission er ikke bare at hylde kreativiteten, men også at minde folk om kreativitetens magi og at skabe taknemmelighed for den forskel, den gør, siger han.

Kampagnen kommer til at køre på forskellige platforme, herunder en print-serie, hvor en række kommunikations-personligheder fra forskellige dele af branchen giver udtryk for, hvorfor de selv er taknemmelige for kreativiteten.

Dertil kommer tre korte film (du kan se den første herunder), som ”udforsker den kreative rejse” og ser på, hvilke former for inspiration og indflydelse, der kan være med til at gøre mennesker kreative.

Endelig vil det nye site med samme titel ”Thank You Creativity” – være en vigtig del af indsatsen – og sitet vil i øvrigt ikke bare være et kampagneelement, men et blivende site.

Her vil Cannes Lions for første gang stille eksempelvis seminarer og prisvinder-cases gratis til rådighed for alle, der har lyst at se med, ligesom der vil blive lagt podcasts op, hvor man kan komme bag om fx tidligere prisvindende cases. Dertil vil sitet løbende byde på  “creative exercises”, der, som det hedder, skal være med til at lade kreativiteten leve ud over selve festival-ugen.

– Alle kan ikke være med, og kun de få udvalgte vinder en løve, men inspirationen og læringen fra Cannes Lions deles ofte af de, der oplever den – og den proces vil vi gerne forstærke, siger Philip Thomas.

Nye Thank You Creativity-initiativer vil blive offentliggjort i de kommende måneder og toppe under selve festivalen, der i år finder sted for 63. gang fra den 18. til den 25. juni.

Se den første film i Cannes Lions’ nye kampagne her.