Den eksplosive vækst i reklamer på internettet er den højeste i fem år. Tilbage i 2002 var væksten på 80 pct., men dengang steg omsætningen fra et langt lavere niveau end i dag. I tredje kvartal i år blev der solgt bannere for hele 185 mio. kr., hvilket er en vækst på 69 pct. sammenlignet med 2006, fortæller Foreningen af Danske InterMedier (FDIM).– At vi nu nærmer os en vækst i samme størrelsesorden som den gang markedet var helt i bund og begyndte at røre på sig igen er et tegn på, at vi endnu ikke har nået toppen. De seneste meldinger fra oktober siger, at flere medier havde omsætningsrekord den måned, så det tegner fortsat rigtig godt for hele 2007, siger Christian Peytz, formand for FDIM.
På jobmarkedet er der også stor vækst, hvor de danske jobsider på internettet omsatte for over 92 mio. kr. i tredje kvartal, hvilket er en fremgang på 33 pct. i forhold til 2006.
FDIM fortæller endvidere, at der på seneste er sket en stor udvikling i udseendet på bannerannonceringen på internettet. Især folketingsvalget var med til at ændre rammerne for, hvordan man kan bruge annoncerne til dialog eller til videokommunikation.
cwl