Annoncører får den kreativitet, de fortjener, lyder en af reaktionerne fra reklamebranchen, efter Vestas’ vicedirektør, Morten Albæk, i sidste uge kaldte den danske reklamebranche for en kreativ boble, der er ved at briste.
I reklamebranchen falder udmeldingerne flere bureaudirektører for brystet.
– Hvis Morten Albæk er blevet skuffet, så burde han spørge sig selv, om han har kommunikeret opgaven klart nok, siger Jurgen Bender, indehaver af reklame- og kommunikationsbureauet Sputnik Reklame.
Han mener, at bureaubranchen sprudler af kreativitet. Til gengæld savner han substans og gennemslagskraft i mange marketingafdelinger.
– Vi oplever rigtigt, rigtigt tit at få dårlige briefs fra virksomheder, hvor det ikke er fuldstændig klart, hvad målet med markedsføringsindsatsen er, eller hvem man vil kommunikere med, siger Jurgen Bender.
Han bakkes op af formanden for brancheforeningen DRRB, Mona Juul, som er uforstående over for Vestas’ beslutning om at insource kreativitet frem for at købe den hos bureauer.
– Morten Albæk glemmer, at reklame er håndværk. Det kan godt være, at han ikke kan lide det udførte arbejde, men det er ikke ensbetydende med, at han kan gøre det bedre selv, siger Mona Juul, der til daglig er direktør i reklamebureauet Envison.