Gårsdagens afsløring i 24timer af, at annoncer fra flere store, danske firmaer dukker op på hjemmesider med vold og sex, er måske en fjer, som er blevet til fem høns, erfarer Markedsføring efter at have været i kontakt med en række aktører i reklamebranchen.
Foreningen for Dansk Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, DRRB oplever ikke, at der er et generelt problem i branchen med, at annoncer ender ‘forkerte” steder på nettet.
– Det problem genkender jeg ikke fra vores medlemmer, hverken annoncører eller mediabureauer, udtaler konsulent Henrik Dyring, DRRB til Markedsføring.
Han tilføjer, at mediabureauer, som er medlem af DRRB, følger etiske regelsæt for at undgå utilsigtede placeringer.
– I det konkrete tilfælde er de utilsigtede placeringer måske sket for kunder, der er gået direkte til Tradedoubler, spekulerer MediaComs CEO Ulrik Falkner Tagesen.
Firmaet Tradedoubler, der optræder i rollen som skurk i 24timers afsløring, er hverken et mediabureau eller medlem af DRRB i følge Henrik Dyring, men et salgsnetværk for medieudbydere.
Interactive Director Kirstine Greve Koch MAXUS fortæller, at når mediebureauer laver aftaler med salgsnetværk for medieudbydere, sikrer de sig mod at optræde i redaktionelle miljøer, der kan virke anstødelige.
– Desuden gennemgår mediabureauer generelt valg af medier med annoncørerne. Men ingen kan garantere sig imod netmedier, der handler uetisk og i direkte strid med indgåede aftaler, erkender hun.
Samme melding lyder fra Ole Thonesen, Digital Director hos Phd Copenhagen:
– Det er kutyme i branchen, at medieudbydere gør deres kunder opmærksomme på, såfremt de sælger placeringer på ‘anstødelige’ hjemmesider.
camt
Nyheder