En temmelig tynd fotomodel på forsiden af bladet Cover fik i sidste uge debatten om modebranchens brug af lige lovlig slanke modeller til at blusse op igen.

For skud står naturligvis modebranchen og modelbureauerne – og medierne, der bringer de stærkt kritiserede fotos – men ifølge Niels Heilberg, der er bestyrelsesformand i Creative Circle og Senior Creative på reklamebureauet Hjaltelin Stahl, så bør reklamebranchen i allerhøjeste grad også gribe i egen barm.

Niels Heilberg har i februar – på vegne af sig selv og Creative Circle – skrevet et par indlæg, hvor han skarpt kritiserer modebranchen, modeugen og senest også helt konkret modemagasinet Cover, som den 19. februar bragte et foto af en ung pige, der, som Heilberg skriver ” ikke ser synderlig sund ud”.

Men en ting er at lange ud efter modebranchen. Også i egne rækker bør der strammes op, mener han.

– Dette er en sag, der i høj grad vedrører kommunikationsbranchen. Vi er med til at skabe idealbilleder, og er derfor lige så skyldige som modebranchen. Jeg oplever ikke at reklamebranchen håndhæver modebranchens size 0 politik,  men vil gerne understrege behovet for holdning og handling. Mit håb er at vores branchen tager afstand fra at 16-årige skal have hoftemål som en 7-årig, siger han og tilføjer:

– Hvis vi som branche siger fra til dette, både når vi bruger modeller og photoshop, og rådgiver vore kunder til mere begavede alternativer, kan vi hjælpe en sundere udvikling på vej. Det er, efter min mening, både vores pligt og vores ansvar.

Brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation har i øvrigt udarbejdet et sæt retningslinjer for ansvarlig brug af modeller. Her står fx:

“Medlemmer vil ikke promovere et særligt kropsideal, hvor modeller fremstår undervægtige og dermed usunde. Medlemmer vil arbejde for, at modeller fremstår sunde og naturlige.”

“Medlemmer vil ikke anspore til tidlig seksualisering af børn og unge. Børn og unge skal derfor fremstilles som netop børn og unge i markedsføring. Indgår medlemmer aftaler medmodeller under 18 år i reklamer, kræver det altid forældre- eller værgesamtykke.”

Ingen undskyldning

Hvad synes du selv – er reklamebranchen opmærksom og god nok til at overholde retningslinjerne?

– Det er min oplevelse at branchen har en langt sundere tilgang til brugen af modeller, og har aldrig selv oplevet brug af modeller i den størrelse, modebranchen foretrækker. Jeg er dog sikker på at det forekommer – eksempelvis inden for mode og skønhedsmarkedsføring. Her kan branchen med rette bruge sine kreative evner til at skabe liking for en stillingtagen i stedet for det modsatte. Always’ Like a Girl og Doves Sketches er fremragende eksempler på hvilken værdi, vi som branche er i stand til at skabe. Både for kundernes bundlinje og et sundere skønhedssyn. Men ja, jeg tror og håber at branchen generelt overholder retningslinjerne. Og nu er der i hvert fald ingen undskyldning for ikke at tage stilling.

Du kan følge Twitter-debatten her, og Kreativitet & Kommunikations retningslinjer her.