selvdestruktiv adfærd
Det er ikke så mange år siden, at man ikke kunne åbne for TV, uden der blev talt om
nedslidning, arbejdsskader, dårlig ryg osv osv. Den slags indslag er der blevet noget længere
imellem. Heldigvis. En af årsagerne er sikkert, at vores arbejde i dag er langt mindre fysisk end
blot for nogle få år siden.
Men i dag står vi over for et nyt problem. Hver tredje erhvervsaktive føler sig stresset i større eller mindre grad. Flere og flere må forlade arbejdsmarkedet med diagnosen stress. Og på mange
fronter prøver man for tiden at afdække problemets alvor. Der iblandt i Markedsføring.
Derfor syntes jeg det er stærkt bekymrende at læse artiklen om stress i Markedsføring nr. 11,
hvor bl.a. Carl Erik Kjærsgaard, Jette Nejstgård og Frederik Preisler deltager I en
rundbordssamtale om stress i reklamebranchen. De benægter ikke, at vores branche i høj grad er
præget af stress. De bekræfter det! Men de har ingen løsningsforlag på problemet. Tværtimod
bliver der konkluderet, at stress er noget vi bare må lære at leve med i reklamebranchen!
Vi bruger ofte ordet stress. Men hvad handler det egentlig om? Den almindelige opfattelse er, at stress er en tilstand af travlhed, hvor man ikke kan overkomme arbejdsmængden og mister
overblikket. Ultimativt ender det med at kokse. Muligvis – kort før man smider håndklædet –
signaleret med et ”tudefjæs” som Carl Erik Kjærsgård beskriver et signal fra en medarbejder
om, at noget er galt.
Problemet er blot, at det at have travlt ikke har noget at gøre med stress. Og det er en skam, at
særligt Carl Erik Kjærsgård og Jette Nejstgård virker som om de har været mere forhippet på,
at få lidt profilerende spalteplads, end et egentligt ærligt ønske om at bidrage konstruktivt til
debatten.
For slet ikke at tale om at have gjort sig den umage at sætte sig blot marginalt ind emnet.
Negativ stress både i sin psykiske og fysiske form er en a lvorlig og kompliceret størrelse.
Tabuforbundet, katastrofalt og i værste fald invaliderende for dem det rammer.
Da lederen har det ultimative ansvar for at styre både sit eget og medarbejdernes stressniveau er dette særligt skræmmende. Fordi stress i princippet ”løber nedad” i en organisation.
Og tankevækkende er det, at dem, der i toppen af hierarkiet faktisk starter stressen, sjældent
føler sig stressede. Muligvis fordi de selv har fingeren på volumeknappen. Og kan skrue op og
ned når det passer dem.
Negativ stress trives i en organisation præget af hastebeslutninger, modsatrettede meldinger, og konstante forandringer. Og har man indsigt i reklamebranchen ved man, at det er
arbejdskonditioner vi ofte må leve med fordi så mange mennesker er involveret i processen. Og
som Jette Nejstgård rigtigt udtaler, er vores hverdag præget af mange ubekendte ligninger.
At vi ofte arbejder under stramme deadlines, med stor fokus på den enkeltes præstation og kort
afstand mellem succes og fiasko, skaber bestemt også gro bund for negativ stress. Men betyder
det at vi skal leve med det?
Vi må simpelthen spørge os selv, hvor store omkostninger vil vi acceptere for at få lov til at lave en reklamefilm for fuglefrø, eller en annonce for skælshampoo?
I Sverige, hvor man er flere år foran Danmark mht. til stressforskning, har man haft dødsfald
blandt hele unge mennesker som man kun kan forklare med akut overbelastning/stress. I Japan er
stressdød et så kendt fænomen, at det har fået sit eget navn på det japanske sprog.
Sat på spidsen tvivler jeg på at opdragsgiveren af fuglefrøfilmen vil bryde sig om at få en
opringning, hvor det beklages at præsentationen må udsættes et par dage, da det kreative team
desværre er afgået ved døden. ”Der havde ikke været andet at mærke på dem, end en anelse
”tudefjæs”… og så pludselig …!”
Negativ stress er en kemisk ubalance, hvor forskellige hormonniveauer stiger i kroppen og
begynder en langsom ødelæggende skadevirkning. Hormoner der hver for sig har en gavnlig
effekt på kort sigt (den positive stress hvor man skal yde den ekstra indsats) – men på langt sigt
(den negative stress) er gift for kroppen.
Det drejer sig om kortisol – et hormon der udløses når man er bange eller føler afmagt. Et højt
kortisolniveau nedbryder hjerneceller i hukommelses- og følelsescentret. Ved længerevarende
højt kortisolniveau i kroppen – nedbrydes ens immunforsvar.
Adrenalin – er kamphormonet der frigives når man står over for en stor udfordring. Men hvis
adrenalin pumper rundt i kroppen stiger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, blodpropper og
hjerneblødninger.
Endorfin er et hormon der får kroppen til at klare ekstreme udfordringer. Endorfin er det, der
giver løberen ”runnners-high” og minder om morfin. Det bedøver kroppen så man kan presse sig
selv ud over sin formåen – men værst af alt – det er kraftigt vanedannende. Og derfor den
største skurk af dem alle. Endorfin er nemlig årsagen til at man kan se stressede mennesker være
jublende glade for arbejdet – og så falde om af en stresskollaps og gå direkte ud i udbrændthe d
og uarbejdsdygtighed. Fordi det simpelthen døver kroppens advarselssignaler om, at man har
nået grænsen for sin ydeevne.
Et typisk tegn på stress er at man sover dårligt om natten. Og netop natten bruger kroppen til at sænke niveauerne af de skadelige hormonstoffer. Det sætter den onde cirkel i gang. Med meget
forskellige udtryk fra person til person så som: hovedpine, hukommelsesbesvær, muskelsmerter,
mavesmerter, nedsat immunsystem (hyppige sygedage/infektioner), tics, svimmelhed, træthed,
irritabilitet, ubeslutsomhed, rastløshed, øget brug af stimulanser (alkohol, kaffe, cigaretter),
hyperventilation, humørsvingninger, depression, angst – etc. etc.
Og hvem er det så “der må leve med” disse mildest talt ubehagelige symptomer?
Ja, læser man artiklen i Markedsføring virker det lidt som om, der konkluderes, at der ikke er
plads til ”badebilletter” i branchen. Det er medarbejdere et stykke nede i fødekæden på
bureauerne som kan komme i klemme, fordi de simpelthen bare ikke har hår nok på brystet.
Som Jette N ejstgård udtaler: ”Måske skal vi være lidt hårdere over for de medarbejdere, der
ikke evner at yde og leve med den skærpede situation”.
Den samme holdning synes at blive delt af Carl Erik Kjærsgård, der stiller spørgsmålet om branchen har været for dårlig til at rekruttere de rigtige folk? ”Folk der laver tudefjæs, når de opdager hvor
hård branchen er”.
Det spørgsmål svarede Søren Engelhardt, Research International, på i Markedsføring nr. 10,
hvor han understreger, at problemet med at hver fjerde medarbejder på bureauerne er stressede,
ikke skyldes at man har ansat de forkerte mennesker. Det handler nærmere om dårlig ledelse.
Jeg er ret sikker på, at man kunne få både bedre reklame, mere respekt som branche og
gladere, dygtigere og mere effektive medarbejdere, hvis man forlod den opfattelse, at reklame er
et anarkistisk erhverv, udført af frihedselskende og skæve eksistenser, hvor alt det der kræves er,
at man sætter folk i et stort åbent kontorlandskab (lidt funky indrettet, bevares), musik på
stereoan lægget, Evian-vand i køleskabet … så fløjter annoncer, film og radiospot bare i en lind
strøm ud af bureauet.
Det er svært at tro, at vores erhverv ikke kan struktureres på en hensigtsmæssig måde, der vil
være både en fordel for de ansatte i reklamebranchen – og vores kunder.
En skærpet konjukturbetinget situation, med flere newbizzoplæg, utryghed i jobbet, flere timer i stolen, i en endnu mere aggressiv jagt på indtjening, kræver høj opmærksomhed på
organisationens helbredstilstand. Ingen ansvarlig værkfører ville eksempelvis acceptere at hver fjerde maskine brændte sammen på fabrikken i et forsøg på at øge produktionen. Det ville simpelthen
være for dyrt.
Stress er blevet vor tids store arbejdslivsproblem. Og beredskabet og viljen til at imødegå det,
skal være mere ambitiøst end blot at have telefonnummeret på en erhvervspsykolog klar i skuffen
hos bureauets sekretær.
Det beroliger mig langtfra når Erik Kjærsgård udtaler at ”ethvert bureau jo har en psykolog
tilknyttet”. Ikke blot er det forkert – men de t svarer også til at køre i den modsatte siden af vejen
– blot fordi der er airbag indbygget i bilen.
Der skal mere radikale ting til for at sikre sig, at man har en arbejdsplads præget af god
ansporende ”positiv stress”, der skaber positive resultater og god reklame.
Reklame er ikke en kunstart. Og man kan givet drive et bureau med klare beskeder – klare
holdninger – klare visioner – strukturerede arbejdsrutiner – en stærk kultur – og frem for alt
bedre planlægning og disciplin. Alt sammen noget de virksomheder vi i reklamebranchen
arbejder for, selv arbejder uhyre seriøst med – men som det virker som om reklamebranchen
åbenbart kun har et skuldertræk til overs for. Fordi vi traditionelt har valgt at betragte os selv
som noget helt særligt og ”… arbejder med en helt særlig ustruktureret metier”.
Jeg er fuldstændig enig i, at det at arbejde på et bureau både er et møde med en særlig kultur og med helt særlige mennesketyper, hvor særligt kreative umiddelbart ikke kan ”ledes” på vanlig
corporate facon. Og dette i overvejende grad netop er styrken.
Jeg er helt enig i, at branchen tiltrækker begavede mennesker, der i princippet ikke passer ind ret mange andre steder – netop fordi de fungerer bedst i meget frie rammer. Mennesker der
udstråler en enorm energi og elsker mange bolde i luften på en gang. Og som i dette tilfælde
entusiastisk og idealistisk brænder for at lave god reklame.
Problemet er, at netop disse mennesker er i højrisikozonen.
Reklamebranchens ledere skal holde op med at hylde en arbejdskultur, der belønner en
selvdestruktiv adfærd. Vi har et ansvar og skal kende signalerne på stress, og skride ind når man
ser en medarbejder er på vej til at bevæge sig ud i en ødelæggende endorfinrus med arbejdsdage
og arbejdsuger, der langt overskrider det ansvarlige hvis hjerne og krop skal restituere.
For der kan nemt komme en regning. Både til bureau og medarbejder. Og nej, det kan vi ikke
leve med!

+ evt. riv fra artikel i MF 11 side 12-13