Vi mødes på Teglkroen i Teglgårdsstrædet i det indre København. 1½ år efter det dramatiske fald fra Grey-koncernens øverste tinde er Hans Gundesen tilbage i sin gamle frokosthule. I den røgfyldte krostue, hvor 58-årige Hans Gundesen har udtænkt mange strategiske planer for Grey-koncernen, fortæller han nu oplagt om sit nye liv, mens vi får et glas rødvin og et stykke smørrebrød. Hans Gundesen er parat til tredje runde i sit succesrige arbejdsliv, og efter 15 år i Berlingske-koncernen og 15 år i Grey-koncernen, er han for første gang herre i eget hus. Han har købt en halvpart i det lille analysebureau EKG, som han satser på, skal blive en stor spiller på analysemarkedet.
Hvorfor kaster du dig over et nyt projek t?– Jeg har nu aldrig tænkt på at kvitte og leve af mine investeringer. Jeg har hele tiden spekuleret på, hvad jeg skulle kaste mig over, jeg drives jo stadig af at deltage aktivt. Min tilværelse har altid været at kaste mig over nye projekter, og nu er det endda mit eget. Det er jo heller ikke sådan, at jeg ikke har arbejdet de sidste 1½ år. Jeg har holdt en lang ferie i vores lejlighed i Cavalaire sur Mer i Sydfrankrig, men har hele tiden været involveret i forskellige projekter, blandt andet konsulentarbejde med Peter Elley, og haft diverse bestyrelsesposter.
Hvordan var det at sige farvel til Grey efter 15 år?– Jeg har egentlig haft det let med at sige farvel, selv om jeg kom lidt hurtig ud. Jeg var jo ude fra den ene dag til den anden, men efter nedturen i branchen er det i orden med en ny ledelse. Jeg har været enormt glad for de to job, jeg har haft de sidste 30 år. Jeg elsker det Berlingske hus, og Grey har jeg jo selv bygget. Vi startede som 15 mennesker, og da det gik bedst, var vi 13 00. De første 13 år i Grey var de bedste, der var der ingen, der blandede sig, og jeg havde en stor frihed.
Hvordan er det at være væk fra reklamebranchen?– Jeg har aldrig rigtig været en del af reklameverdenens buddy-kultur. Jeg er nok mere organisator end reklamemand og har heldigvis stadig de venner, jeg altid har haft. Jeg har altid elsket at være ansat i mediebranchen og har altid været god til at holde dialog med mennesker, som ikke er fuldstændig regelrette. For eksempel redaktionen på Berlingske og de kreative på Grey. Jeg nyder at skabe balance mellem disse mennesker og de mere bundlinie-fokuserede.
Er det ikke et prestigetab at arbejde for et lille analysebureau med tre ansatte, når du har været direktør for op til 1300 medarbejdere i Grey-koncernen?– Absolut ikke. Det vigtigste for mig har altid været, at der blev leveret kvalitet. Hvis der leveres kvalitet, er det altid sjovt at være med. Der, hvor der var udvikling, var der nemlig også altid kvalitet. Min vurdering er, at der er stor kvalitet i EKG. I min Grey-periode var jeg altid 100 procent engageret i både den lille og den store enhed. Jeg er engageret i projekterne frem for i prestigen.
Hvorfor går du aktivt ind i analysebranchen. Jeg tænker ikke på dig som en ekspert på området?– Jeg har nu købt masser af analyser, da jeg var på Berlingske. Men jeg kommer ikke væltende ind og er en fantastisk klog analysemand. Jeg synes dog, at hele analyseområdet er enormt spændende. For øjeblikket udvikler analysebranchen sig til at blive en ledelsesdisciplin, hvor analyserne bliver totalt integreret i virksomhedernes beslutningsprocesser og ikke længere bare bliver sat på hylden i marketingafdelingen. Nye produkter og nye virksomheder opstår, og gør det til en interessant branche at kigge på.
Hvorfor er det netop EKG, som du har købt en halvpart i?– EKG går head-on med Gallup og Nielsen på kvalitet. Og så er EKG langt foran, når det drejer sig om systemudvikling. Vores CRM-system er egnet til gentagelse og ideel til be nchmarking, og derfor er det et stærkt ledelsesværktøj. For eksempel har reklamebranchen fået et fantastisk styringsværktøj i vores DRRB bureauanalyse, som blev introduceret sidste år. Alt i alt er vores CRM-system meget velegnet til at blive integreret i virksomhedens beslutningsproces og ender derfor ikke som hyldemeter på et kontor. Derudover er systemet meget velegnet til en internationalisering, og vi har da også allerede kunder i Norge.
Hvor er EKG om fem år?– Der er ingen tvivl om, at vi står foran en ekspansion. Vi har brugt 4 år på at opbygge et system, og nu skal der høstes på genialiteten i systemet. I det næste år er planen at udbygge organisationen, så den går fra at være produktions- og udviklingsorienteret til at være salgsorienteret. Jeg vil bruge min tid på at være sparringspartner til direktøren, Kim Madsen, og til at udnytte mit netværk
Efter to timers interview er en veltrænet Hans Gundesen – han både løber og løfter vægte – stadig i fuld vigør. Han er tydeligvis ikke stresset over, at et nyt projekt er skudt i gang. Et projekt, som hvis det lykkes, endnu en gang kan placere Hans Gundesen i rollen som den store strateg i marketingbranchen.