Lowe Brindfors har stoppet samarbejdet med teleoperatøren 3. Bestyrelsesformanden hos Lowe Brindfors, Björn Larsson, siger til Resume.se at han har savnet ”økonomiske og organisatoriske forudsætninger for et fortsat samarbejde.” Ifølge Resumé’s oplysninger betaler 3 ikke deres regninger, hvilket også er årsagen til, at bureauet har opsagt samarbejdet.
Teleoperatøren 3’s svenske marketingchef, Helena Westin, siger til Resume.se, at Lowe Brindfors vil have flere penge, end 3 er villige til at betale.
– De (Lowe Brindfors) vil have flere penge end vi vil betale, helt enkelt. Men vi har haft en løbende månedsafregning og vi har absolut betalt dem godt, siger hun.
3’s danske bureau gennem de sidste to år, TBWA i København, har ikke oplevet de samme problemer som Lowe Brindfors.
Kreativ direktør, Asbjørn Nors, tror derfor, at problemerne i Sverige kan handle om, at de to parter på det seneste har haft et anstrengt forhold til hinanden.
Henover julen vandt TBWA en pitch om nogle taktiske fælles nordiske film. Konkurrencen blev vundet over Lowe Brindfors og Saatchi & Saatchi i Stockholm. jür