Det britiske reklamebureau Bartle Bogle Hegarty oprettede for et par år siden sit egen såkaldte ”brand invention”-selskab med navnet Zag.
Målet var at opfinde egne brands og sende dem på markedet i samarbejde med forskellige joint-venture partnere. Og det ser ud til at være lykkedes for bureuaet.
Seneste produkter på markedet i England er en grønsags-færdigret med navnet ”Pick Me”, som er ude på hylderne i supermarkeds-giganten Tescos 800 forretninger, og et personligt alarmsystem, ”Ila Dusk”, der er målrettet kvinder, og som er på vej ind i sortimentet hos Marks & Spencer. Det skriver Marketing Week.
Bedre forståelse
Ideen med selv at opfinde og markedsføre produkter kommer fra BBH’s grundlægger Nigel Bogle.
– Hos BBH er vi kommet op med gode ideer for vores kunder i 26 år. Jeg mener helt alvorligt, at vores erfaring med selv at udvikle og markedsføre egne brands giver os en bedre forståelse – også forretningsmæssigt – for vores kunder, siger Nigel Bogle til Marketing Week.
Han mener i øvrigt, at alle reklamebureauer burde tage en tår af deres egen medicin og træde i kundernes sted.
– Det er ikke nogen garanti for, at det lykkes hver gang, men forsøget skaber værdien i sig selv, siger han.
Lige nu arbejder BBH’s Zag med en række andre partnere om yderligere fælles produktlanceringer, herunder parfume-virksomheden Givaudan og forlaget Penguin.
Bureau-struktur i forandring
Herhjemme har BBH-modellen i sin fulde form ikke vundet fodfæste i reklamebranchen – endnu.
Men det kommer, lyder vurderingen fra bureaukonsulent Dan Hestbæk.
Han har lige været i New York for at deltage i det årlige AdForum Worldwide Summit, og her var netop temaet om ”re-inventing the agency structure” på tapetet.
– Vi har set eksempler, der bevæger sig i venture-retningen fra bl.a. Saatchi med Saatchi Invest og PeopleGroup, men også hos DDB har man internt allokeret ressourcer, som kan sættes i venture-initiativer, så selv om vi i Danmark endnu ikke har set den ”rene” BBH-model med Zag, så er jeg overbevist om, at vi kommer til at se flere eksempler på denne type ventures fremover, siger Dan Hestbæk.