En række kendte navne fra erhvervs-, sports- og kulturlivet er gået ind som ny investorgruppe i den 128 år gamle boldklub B.93 – og to reklamebureauer er med i gruppen.

Investorgruppen, der kalder sig 93. Global, rummer således de tre bureauer Barkas, An Agency og Eiffel, og hos sidstnævnte fortæller CEO, Tobias Høgsberg, her hvordan man er landet i projektet.

– Jeg har personligt fulgt B93 igennem de seneste år, da min svoger spiller på førsteholdet, og er i den forbindelse kommet en del på Østerbro Stadion sammen med de andre partnere fra Eiffel, siger han til Markedsføring og tilføjer: 

– Da vi så møder Daniel Rørbæk fra Barkas og bliver introduceret for ambitionerne, syntes vi, at det lød som et både spændende og sympatisk projekt, som vi gerne ville være en del af. 

”Hjertet på det rette sted”

Nyheden om investorgruppen kom frem torsdag, hvor blandt andre Børsen kunne fortælle, at investorkredsen rummede navne som skuespilleren Pilou Asbæk, FCK-stjernen Mathias “Zanka” Jørgensen, og de to natklubejere Simon Lennet og Simon Frank.

Artiklen fortsætter under billedet.

Tobias Høgsberg, CEO, Eiffel, er med i investorgruppen, der lige har skudt penge i boldklubben B.93. Foto: PR

Talsmanden for investorgruppen er iværksætteren Daniel Rørbæk, der står bag reklamebureauet Barkas, og han siger til Børsen, at det ”ikke er planen, at investeringen skal give noget stort økonomisk afkast.”

Det er heller ikke drømmen om et stort afkast, der ligger i kortene hos Tobias Høgsberg.

B.93 Global består af:

Mathias Zanka Jørgensen, fodboldspiller i Fenerbahce og på landsholdet
Nicolaj Reffstrup, Founder, Ganni
Henrik Teisbæk, Founder og CEO, Veo
Anders Lindegaard, fodboldspiller i Helsingborg IF, tidl. Manchester United
*Pilou Asbæk, skuespiller
Taus Abildgaard Andersen Co-founder og COO, Drive Studios
Mikkel Vibe, Partner, AN AGENCY og Hero
Daniel Rørbæk, Founder, Barkas og Depanneur
Philip Lotko, Partner, Rains
Nicolaj Bundesen, Founder, Bundesen Management
Simon Lennet, Partner Søpavillonen
Simon Frank, Partner Søpavillonen
Tobias Høgsberg, CEO og Founding Partner, Eiffel
Steven Müller Managing Director, Barkas

Om hvorfor man er gået ind i projektet siger han:

– Vi elsker fodbold, og så synes vi, at B93 er en fed klub med en stærk fortælling og et stort potentiale. Og også en klub med hjertet på det rigtige sted og en række stærke værdier som flugter godt med vores eget værdisæt i Eiffel.  

Bringer kompetencer i spil

Tobias Høgsberg siger til Markedsføring, at han naturligvis er med på, at det kan være et interessant netværk at blive en del af.

Men at det heller ikke på den led er tænkt som en forretnings-investering.

– Vi har selvfølgelig som bureau nogle stærke kompetencer på det brand- og kommunikationsfaglige, som vi gerne vil sætte i spil. Men det er rettet mod klubben, hvor vi blandt andet – i samarbejde med Barkas – er gået i gang med at udvikle ny webshop.

Tobias Høgsberg fortæller, at det er partnerne i Eiffel, der har investeret sammen i projektet, men han ønsker ikke at udtale sig om, hvor meget hver især har investeret.

Ifølge Børsen vil heller ikke hverken klubben eller investorgruppen fortælle, hvor medet, der er investeret, men mediet citerer bestyrelsesmedlem Ole Ringheim for at sige, at der er tale om “mere end 1 og under 10 millioner kroner”