Samarbejdet mellem reklamebureauerne og deres grafiske leverandører har gennem årene ændret karakter. Den teknologiske udvikling har ikke alene overflødiggjort en række funktioner, men har også splittet dem, der er tilbage til atomer – i små bidder, som for manges vedkommende kan udføres hvor som helst på kloden. Det betyder, at reklamebureauernes rolle som koordinerende led er blevet utroligt vigtig. Samtidig bliver opgaver outsourcet og insourcet hos henholdsvis kunder, bureauer og grafiske virksomheder, så samarbejdsfladerne er aldeles flydende. To garvede produktionsdirektører fortæller om den hæsblæsende udviklings- og forandringsproces, der har præget samarbejdet mellem reklamebureauer og grafiske virksomheder gennem den seneste snes år.
– Før ha ndlede den grafiske proces i høj grad om, at man puttede noget ind i den ene ende og så kom der på et tidspunkt et færdigt resultat ud i den anden. Og hvert eneste led var defineret ved leddet før. Sådan er det ikke mere, fastslår Allan Bartram, som er direktør og blandt andet har ansvar for produktionen hos reklamebureauet Recommended. Bureauet har en række meget produktionstunge kunder i sin portefølje, og derfor er den grafiske produktion et fokusområde.
Og den grafiske produktion set som en lineær proces med hardwareløsninger som det helt afgørende, har ændret sig markant gennem den seneste snes år.
– Nu handler det i langt højere graf om softwareløsninger. Man løser opgaverne ved hjælp af software plus en person – og så er det jo ikke længere nødvendigt, at den pågældende person sidder på bureauet. Han kan sidde i Indien, siger Bartram.
Han peger på, at Danmark faktisk har været noget af et foregangsland i forhold til at udvikle effektive tekniske løsninger.
– Det skyldes primært, at typograferne fik så høj løn – de blev kaldt arbejderklassens akademikere. Derfor var incitamentet til at udvikle løsninger, som kunne spare dyre mandetimer, større end så mange andre steder.
Og nu er det så muligt at outsource en række funktioner til ”billiglande” som for eksempel Indien.
– Og det er da en besnærende tanke, at der sidder en person i Indien til en tiendedel af den løn, en dansker skulle have. Men det er jo ikke hele regnestykket, for der er en række transaktionsomkostninger, kvalitetskontrol med mere, som jo også skal trækkes fra. Som det ser ud nu, er der ikke økonomi i at outsource opgaverne for vores vedkommende. Ikke på nuværende tidspunkt. Men det kan da komme, siger Allan Bartram.
Han ser imidlertid også den stik modsatte udvikling som en mulighed – at opgaverne så at sige vender hjem igen efter at have været outsourcet.
– Måske bliver det som i møbelbranchen, hvor man sendte alle de løntunge opgaver ud til billiglande, men efterhånden som der opstår nye teknologiske løsninger, vender opgaverne hjem ig en, bare i en anden form.
– Og hvem ved, om nogle af de opgaver, som i dag bliver outsourcet til billige lande, som fritlægning eksempelvis, måske kan overtages af software, siger Allan Bartram.
Han gør også opmærksom på, at der er sket en helt utrolig effektivisering af den grafiske produktion.
– Der er ikke flere ansatte på DRRB-bureauerne nu end der var for 20 år siden. Så når man ser på, hvor meget mere der bliver produceret af de samme mennesker, er det udtryk for en helt fantastisk effektivisering. En helside i dag er faktisk billigere at lave end dengang, understreger han.
Samtidig arbejder man med mange flere forskellige medier – tv, hjemmesider og andre digitale medier.
– Derfor er der blevet mange flere elementer at koordinere. Det gælder også inden for den grafiske produktion. Og jo flere interessenter, der er involveret i en produktion, des flere stumper er der, som skal bindes sammen. Så koordinatorrollen er blevet meget vigtig, fastslår Allan Bartram.
Nye flader i samarbejdet
Hos reklam ebureauet enVision har man indtil videre valgt at beholde alle dele af produktionen hjemme. Bortset fra fritlægning af billeder, som i nødstilfælde, i spidsbelastningssituationer, lægges ud.
– Outsourcing kan betyde billigere arbejdskraft. Men det er ikke sikkert, at den samlede produktion bliver billigere i den sidste ende. Foreløbig er det billigere for os at holde produktionen hjemme, siger produktionsdirektør Niels Brix, enVision.
– Vi har udviklet eget system her på bureauet, hvor det handler om at have styr på data – alle data i én hjerne, som vi siger – i samarbejde med kunderne. Vi har jo nogle store og meget produktionstunge kunder, hvor der er rigtig mange data at jonglere rundt med. Men takket være vores system kan vi køre produktionen meget effektivt, tilføjer han.
At produktionen ligger ”hjemme” hos bureauet giver også en fordel i form af nærhed – man har mulighed for at agere hurtigt, og de kreative er altid lige ved hånden.
– Men vi holder da øje med mulighederne for at lægge dele af produkti onen i billiglande og er ved at skabe os nogle erfaringer med hensyn til, hvad man overhovedet kan lægge ud. Fritlægning er én mulighed, men man kunne måske også forestille sig andre delelementer. Eller opsætning, hvis der vel at mærke er tale om en kunde som arbejder med et standard layout som er ens fra produktion til produktion.
Niels Brix har været i den grafiske branche i 26 år og ”været med til lidt af hvert”.
Teknologien udvikler sig, og der opstår nye flader i samarbejdet mellem reklamebureauer og deres grafiske leverandører. For slet ikke at nævne kunderne, som også insourcer og outsourcer opgaver til såvel bureauer som andre samarbejdspartnere.
For eksempel er det i dag ganske almindeligt, at store kunder selv køber ind på trykdelen. Det er en opgave, som før i tiden lå hos reklamebureauerne.
Så i nogle tilfælde er det stadig bureauet som køber tryk til kunden, i andre tilfælde skal bureauet blot samarbejde med et trykkeri, som kunden har valgt.
Til gengæld er det reproarbejde, som tidligere lå h os eksterne leverandører, for længst flyttet ind hos reklamebureauerne.
Så opgaven som tovholder, det samlede led mellem grafiske leverandører og kunder, det led, der kan samle alle stumperne i en produktion som tilfældet er i dag, vejer stadig tungere.
– De kommende år bliver spændende. Der er ved at ske forskellige større og mindre forandringer, i samarbejdet og opgavefordelingen. For eksempel ser vi flere større kunder som insourcer dtp-arbejdet. De etablerer egne dtp afdelinger. Og med den udvikling, der sker i teknologien, kan dtp’erne jo i princippet sidde alle steder, siger Niels Brix.
Ændringen vil betyde, at bureauerne mister opgaver, men til gengæld opstår der nye muligheder – for eksempel kan de tilbyde hele backup delen, hvis kunden ønsker det.
Samarbejdsfladerne mellem kunder, bureauer og grafiske leverandører er altså helt flydende og i konstant forandring.
Resultatet er et meget differentieret udbud af ydelser, hvor man kan skrue en løsning sammen præcis så den matcher den enkelte kundes behov .