Med 1/3 ejerskab til hver af de tre parter – Lars Rask, Logomotiv, Carsten Lynge, Tekst & Tanke og reklamebureauet Sylvester-Hvid & Partners – søsætter Lars Rask og Carsten Lynge i disse dage et nyt reklamebureau med navnet Waltz.
– Tidspunktet er kommet, hvor det arbejdsfællesskab vi har haft i det seneste årstid skal videreudvikles. Og så er der brug for både bagland og mere finansiel kapacitet, fortæller Carsten Lynge og Lars Rask om baggrunden for, at de nu flytter fra Landemærket i det indre København til Nordre Fasanvej på Frederiksberg for at starte et nyt bureau.
Ideen er at skabe et konceptuelt reklamebureau og målsætningen at vokse sig større. Foreløbig er der ansat 2 dtp’ere og en projektudvikler, der alle skal deltage i det akkvisitionsarbejde, som bliver nødvendigt for at få successen i hus. Logomotiv og Tekst & Tanke omsætter i dag omkring 3,5 mio. kr. tilsammen og der skal i udgangspunktet et par millioner mere til for at leve op til ambitionerne.
Den konceptuelle ide hænger sammen med navnet Waltz.
– Vi vil være lettere at danse med. Forstået på den måde, at kunderne kan købe det de har brug. Man kan bestille alt fra en strategi eller et kreativt forslag, som kunden så selv producerer, til en helt færdig løsning, indeholdende alle elementer frem til produktion og medieplanlægning, siger de to ejere.
– Det kan vi gøre fordi vi nu får en storebror i ryggen. Sylvester-Hvid beskæftiger i dag 30 medarbejdere og har en omsætning på 90 mio. kr. Ejeren Fernando Hvid vil ikke være større, men vil gerne omgive sig med satellitter, som kan tilføre specialviden og som kan trække på bureauets ressourcer, både på det produktionsmæssige og det administrative område.
På Waltz’ kundeliste står navne som Borup Kemi, Armstrong DLW, Comdec, Studieskolen, Unisafe og Xerox.
– Via mit arbejde med “det grå guld” – Plus 50-målgruppen – har jeg gennem årene opsamlet en ekspertise på det område, som kan være en del af fundamentet for Waltz, også når vi taler akkvisition. Det samme gælder området human ressource marketing, som vi også vil sætte fokus på, siger Carsten Lynge.
Waltz flytter ind i nye lokaler på Nordre Fasanvej, hvor Sylvester-Hvid også bor, men det bliver på den anden side af gaden.
– Sylvester-Hvid og vi bygger på to forskellige virkomsomhedskulturer. Vi skal først til at skabe den der bliver Waltz’ og det gør vi bedst, når vi sidder sådan lidt på afstand, siger Lars Rask.
Der er åbningsreception – og vinsmagning – hos Waltz på Nordre Fasanvej 108 B den 30. november kl. 15-18.