Svensk TV4 har afvist at bringe en lille reklamefilm for Sverigedemokraterne. Reklamen viser en flok burkaklædte kvinder med barnevogne køre om kap med en pensionist hen til en slags stemmeboks, hvor valget står mellem flere indvandrere og bedre vilkår for pensionisterne. Den afvisning har skabt røre i den danske andedam, hvor bl.a. Lisbeth Knudsen mener, at det er problematisk, hvis man går ind for redaktionel frihed, men ikke den kommercielle – forudsat af reklamen overholder juraen. Tøger Seidenfaden mener omvendt, at man sagtens kan forhindre annoncører i at købe sig til spalteplads. Politiken har gjort det med Scientology og annoncer med antisemitiske budskaber.
Annoncørforeningens direktør Otto B. Christiansen kalder udviklingen forrykt, at aviser afviser reklamer, der overholder loven. ”Konsekvensen af den holdning kan jo være, at man afviser Dansk Folkepartis annoncer, fordi man ikke sympatiserer med partiets synspunkter,” siger Otto B. Christiansen. Hvilket Tøger Seidenfaden giver ham ret i. ”Det kommer an på det konkrete indhold. Vi har lov til at afvise annoncer af redaktionelle årsager,” siger chefredaktøren.
Børsen Mediemarked side 26.