En reklamefilm med fem håndværkere i en skurvogn, der går i voldsom panik ved synet af en ”grøn” madpakke, har siden lanceringen sidste år ikke bare høvlet den ene kreative pris hjem efter den anden – den har også skabt både reklameeffekt og salg.
Eksempelvis ligger totaleffekten på afsenderidentifikation og reklameerindring for ”Food for Men”/”Skurvognsfilmen”, som filmen hedder, på indeks 222 sammenlignet med brandets tidligere reklameunivers.
Stryhn’s får med andre ord dobbelt så meget for medieinvesteringen som tidligere, og – måske endnu vigtigere – så har Skurvognsuniverset bidraget til at sikre Stryhn’s vækst.
Som markedsleder er brandet således gået 1,4 procentpoint frem i et leverpostejmarked, der ellers er meget stabilt. Markedet er ifølge Nielsen på 12.300 tons årligt (Nielsen, vol., okt. 2016-sep. 2017).
Samlet sidder brandet i dag på en markedsandel på 51 procent (Nielsen, vol., okt. 2016-sep. 2017).
Sikrer impact og relevans
Det er reklamebureauet Anew, der sammen med M2 Film står bag filmen med de bippende håndværkere, og her er Managing Director, Mads Duzenius Christensen, naturligt nok særdeles tilfreds med de fine resultater:
– Sammenlignet med det tidligere univers, som var en mere slice of life-baseret kommunikation, hvor vi viste en række hverdagssituationer med forskellige typer mennesker, så performer denne kampagne dobbelt så godt, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for, siger han og tilføjer:
– Det tidligere univers kørte også godt på liking og købsintention, men forbrugerne havde generelt lidt vanskeligere ved at identificere afsenderen. Med Skurvognsuniverset har vi både liking og købsintention med, og så sikres særlig impact og relevans via høj score på afsenderidentifikation og reklameerindring.
Også hos Stryhn’s er man godt tilfreds: Marketingchef Peter Kreutzfeldt, siger:
– Inden for de sidste par år har vi prøvet kræfter med forskellige kommunikationsuniverser. De har fungeret nogenlunde, men fælles for dem alle har været, at de ikke for alvor har brudt igennem den tiltagende kommunikationsstøj. Derfor er vi rigtig glade for vores nye univers. Dels har det klaret sig over alt forventning, og herudover har det givet os en platform, som vi kan bygge videre på i fremtiden – både Above- og Below-the-line.
Stryhns er en ”life saver”
Bag ideen om de panikslagne håndværkere i skurvognen ligger indsigten om, at 80 procent af danskerne spiser leverpostej – og at over 50 procent af disse foretrækker Stryhns (Mindshare, 3D, 2017)
– Kort sagt: Stryhn’s er uundværlig. Og hvad sker der, hvis noget uundværligt forsvinder eller bare ikke er der? Så går man selvfølgelig i panik, præcis som vores fem venner i filmen, siger Mads Duzenius Christensen.
Men hvorfor lige en skurvogn?
– Vi spurgte os selv: Hvor vil konsekvensen af manglende Stryhn’s – og den deraf følgende panik – være virkelig stor? Det kunne være i en skurvogn, blandt mandlige håndværkere, som åbner madpakken og konstaterer, at den står på krølsalat.
Mads Duzenius Christensen fortæller i øvrigt, at der også er lavet en film i universet, hvor en far står og laver mad til børnene hjemme i køkkenet. Det er havtaske, og det indbringer faren en tilsvarende panikslagen reaktion. Også her bliver Stryhn’s redningsplanken, der sikrer det gode og nemme måltid.
– Den har også været vist, men det er klart skurvognsversionen, der har skabt opmærksomhed og taget fart. Fordi der er rigtig mange mænd, der kan genkende sig selv i den – og sikkert også mange kvinder, der kan genkende deres mænd.
Priser i massevis
Ethvert bureau med respekt for sig selv vil naturligvis først og fremmest glæde sig over, at den kommunikation, man har hjulpet en kunde med, har effekt på parametre som salg, afsenderidentifikation, awareness og brandimage.
Men som kreativt bureau må man også godt have lov at være stolt, når ens kommunikation vinder priser.
Og det må man sige, at skurvognsfilmen har gjort: Vi nævner i flæng: Eurobest, London International Awards, Epica, D&AD, Clio – og True Award.
– Man kan dårligt forestille sig noget mere Dansk end Stryhn´s Leverpostej, og det er derfor et kæmpe internationalt skulderklap til det kreative team anført af Jakob Blom, siger Mads Duzenius Christensen.
Anew har samarbejdet med Stryhns i fire år og arbejder i dag på alle fire Stryhns-brands – Graasten Salater, Stryhn’s Leverpostej, Langelænder Pølser – og med Jensens Køkken som det senest ankomne.
Du kan se eller gense Skurvognsfilmen her – credits under filmen – efterfulgt af en oversigt over priser og hæder, som filmen har vundet i 2016 og 2017.
Credits
Reklamebureau: Anew
Kreativ direktør: Jakob Blom
Account: Mads Duzenius Christensen
Instruktør: Peter Harton
Produktionsselskab: M2Film
Producer: Jan P
Sound design: Freezone
Musik: Upright Music | “Romance” (C. Nussbaum) | CDM Music Library
2016
London International Awards
Stryhns Food for Men Direction Bronze
Stryhns Food for Men Sounddesign Finalist
True Award
Stryhns Skurvogn Bedste Film Shortlist
Stryhns Skurvogn Bedste Sounddesign Shortlist
Eurobest
Stryhns Food for Men Film Shortlist
Stryhns Food for Men Sounddesign Shortlist
Epica
Stryhns Food for Men Film Guld
Stryhns Food for Men Sounddesign Guld
Cannes Lions
Stryhns Food for Men Film Shortlist
2017
NYF
Stryhns Food for Men Crafts/Humor Bronze
Stryhns Food for Men Crafts/Sound Design Sølv
D&AD
Stryhns Food for Men Sound Design YellowPencil
FAB Awards
Stryhns Food for Men Film Guld
Clio Awards
Stryhns Food for Men Sounddesign Bronze
Cresta Awards
Stryhns Food for Men Film Shortlist