Reklamebureauers inhouse produktionsselskaber er under beskydning fra flere sider. Mange annoncører føler sig ”holdt i mørke”, især i lyset af den seneste artikel i Markedsføring, hvor Ulrika Eyrthorsson, uafhængig produktions-konsulent, fortæller, at hun kan spare 20-25%, hvis annoncørerne lader hende se kritisk på processerne bag filmproduktionen.
Joachim Nielsen, du er instruktør, har arbejdet for de største brands i verden og mener, danske reklamefilm produceres som i Sovjetunionen. Det er du nødt til at uddybe?
– Det vil jeg gerne, for der er en række begrundelser for min påstand. Tag for eksempel Ulrika Eyrthorssons indlæg for nylig. Straks beskyldes hun for at have dunkle personlige profitmotiver frem for at undersøge hendes påstand om, at filmene i Danmark er for dyre. Det er rene politbureaumetoder, at sagens kerne og problem ikke må komme frem, siger Joachim Nielsen, der har vundet syv gange guld i Cannes, Epica og Eurobest samt over 20 topplaceringer ved True Awards og tilsvarende danske award-shows.
Det var én grund. Har du flere?
– Ja. Uanset om inhouse i dag dækker 70% eller 90% af markedet, betyder det, at ”inhouse-producerne” sidder alt for fast i stolene og ikke skal ud og vinde det enkelte jobs. I udlandet har bureauerne nærmere en cost controller, som styrer udbuddet, hvor fx fem producere konkurrerer som gale for at levere bedste instruktør, bedste treatment og bedste budget. Det er logik for markedsøkonomer, at det giver bedre kvalitet.
Der mangler jo reel konkurrence
Der mangler simpelthen reel konkurrence?
– I dén grad. Til tider tager bureauernes ”inhouse-producere” et kontroltilbud. Men ofte kun, når de er hårdt presset, og det kan de så internt justere deres egne priser efter. Det er som at lade politiet undersøge sig selv. Al mangel på uvildighed og sunde licitationsmetoder er fjernet præcis som i CCCP.
Men udover at de er for dyre, er danske film så også dårligere kvalitativt?
– Ja, det mener jeg både jf. Cannes og de reklameblokke, jeg ikke selv orker at se længere. Igen er der den der dovenskab og manglende konkurrence i Danmark. Jeg har aldrig været til møder med bureauernes ”inhouse-producere,” hvor de ikke mindst fem gange siger: ”Jo, men de kreative siger…”
– Det dræber jo al udvikling af idéen og filmen, at man ikke kan holde den op mod annoncørens forretningsmål og så optimere alt fra casting, tone, locations, musik osv. ud fra den ene ting, der i sidste ende skal styre alt: Hvad er formålet med at lave filmen?
Så fokus er simpelthen forkert?
– Mange ”inhouse-producere” synes i hvert fald at være skrækslagne for at skabe problemer internt på bureauerne, selvom der kan være nok så gode grunde til at forbedre ting på idé, manuskript og storyboard, før man kaster ofte millioner efter filmen.
Vi skal jo bare lave gode film
Hvad skal vi så gøre?
– Beslutte, om vi vil have bedre film til lavere pris – eller lave film, der mest minder om en by i Rusland. Og afklare, om vi tror, Bjarke Engels vinder sine konkurrencer uden at have været i, ja, meget hård konkurrence.
Hvorfor mener du, det er sådan?
– Fordi bureauerne fakturerer som i Sovjetunionen, hvor intet var, som det så ud til: Deres kerneforretning, strategi, positionering og idé forærer de ofte bort, selvom de investerer flere hundrede tusinde i et oplæg.
– Det betyder, at oplæggene og rådgivningen ikke tages tilstrækkeligt alvorligt. Forestil dig en advokat forærede sine råd væk, og så hev pengene ind på produktion af sagsmapper? Den holder ikke, vel?
– Men det betyder også, at pengene så skal kradses ind et andet sted, der ganske ofte er reklamefilm. Man producerer altså de idéer, der ikke tages alvorligt nok, fordi de er foræret væk, til overpris, slutter Joachim Nielsen.