KLUMME: Indtil for nylig var en fantastisk lille film (se den i bunden af artiklen) på bl.a. YouTube en af verdens mest populære.
Filmen handler om en række mennesker, der aldrig har mødt hinanden, men som alligevel sættes sammen i par og skal kysse hinanden.
Filmen er dybt rørende, fordi den rammer den universelle indsigt, at det første kys for os alle var en decideret livsbegivenhed. En hændelse, vi aldrig glemmer.
Ser man på den danske reklameblok, er det afgjort ikke indsigterne, der driver reklamefilmene. Der er løse påstande, mere eller mindre kunstneriske forsøg samt en masse irrelevant støj.
Ligeså i mange af de debatter, der kører på Markedsføring og i andre relevante fora. Der bliver diskuteret virkelig meget om New Media, kanaler, modtagere og om X’s død og Y som det nye sort.
Slap nu af
Man kan få det indtryk, at hele marketingverdenen (igen) er blevet opfundet på ny. At alle gamle værktøjer er døde og må vige pladsen for nye genier med så unikke kompetencer på sociale platforme, at det minder om Jesu Kristi genkomst.
Alt imens sidder fx Forsman Bodenfors i Göteborg og laver en helt stille og knivskarp kampagne til DR2 om, hvor meget, staten skal blande sig i.
Skal den ledige tage et job som prostitueret for ikke at belaste A-kasserne? Skal de overvægtige formenes adgang til de offentlige rulletrapper, så de kan tabe sig?
Spørgsmål, vi alle er nødt til at forholde os til, fordi vi alle er berørte af, og har en holdning til, hvor meget, eller hvor lidt, staten skal blande sig i.
Skaberen af verdens første serieproducerede bil, Henry Ford, sagde som bekendt, at folk ville havde sagt ”en hurtige hest,” hvis han før bilen blev folkeeje havde spurgt amerikanerne, hvad de ønskede sig.
Følelser, tak
Så galt er det ikke længere. Moderne forbrugere kan nok godt formulere et eller andet i retning af, at de bare gerne vil rammes lige i solar plexus af noget relevant, der på den ene eller den anden måde berører deres følelser.
Men noget så banalt (og uhyre vanskeligt at finde) virker den danske reklamebranche ikke synderligt optagede af.
I den spildte mellemtid spreder ”First Kiss” filmen sig videre over hele verden, fordi den rammer noget, vi alle kan forholde os til og føl(g)e med i og spejle os i: For mit vedkommende hed hun Diana, gik en klasse over mig og smagte dejligt af klor, fordi vi lige havde været til svømning.
Det var fredag, sneen var knasende af frost, himlen stjerneklar og tiden stod fuldstændig stille. Som var det i går.
Joachim Nielsen er filminstruktør hos Idefilm og tidligere bureauansat med bl.a. en guldløve i film i Cannes på CV’et.