fg@markedsforing.dk
Nu kommer der et ansigt på den lidt diffuse størrelse, som lyder navnet FRF – Foreningen til Reklamefilmens Fremme. Ansigtet tilhører 41-årige Walther Jensen, som er blevet ansat som projektchef i FRF, og dermed bliver foreningens første ansatte medarbejder. Det bliver hans opgave at tegne foreningen udadtil og realisere konkrete ideer, som udspringer af det ingenmandsland, der ligger mellem FRFs tre stiftende organisationer: Dansk Annoncørforening, Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening og Producenterne.
Samtidig med hans ansættelse kan FRF præsentere det første konkrete produkt af den dialog, som har stået på de sidste to år. Umiddelbart ligner det en relativ simpel tryksag bestående af et ark, der kan foldes ud til en meters længde. Men indholdet er omvendt proportionalt med omfanget o g har været kompliceret at producere. Desuden knytter der sig en web-site til produktet med mange flere informationer. Med tryksagen og web-sitet kan alle interesserede få svar – om ikke på alt – så på langt det meste, der vedrører produktionen af en reklamefilm.
Tryksagen bliver betegnet som et ”Flow chart”, der beskriver annoncører, bureauer og producenters respektive roller fra start til slut.
– Vi tror, at flow chartet kommer til at fungere som skabelon for etablering af samarbejdsmodeller mellem de tre parter i en filmproduktion. Der vil selvfølgelig ske tilpasninger i hvert enkelt tilfælde, men flow chartet er et udmærket startsted, siger adm. dir. Eva Tufte, Dansk Annoncørforening, som fremover skal huse Walther Jensen og FRF. Foreningen har hidtil været placeret hos Producenterne, men Dansk Annoncørforening har i høj grad sat sit præg på de sidste to års intense dialog, som bl.a. har omfattet to nærmest berømte – og i hvert fald meget givtige – seminarer på Sørup Herregård. Her samledes 10 personer for hver af de tre organisationer for første gang for to år siden, og det seminar blev banebrydende for dialogen mellem dem, og skabte således grundlaget for de konkrete initiativer, der nu er blevet søsat.
– Annoncørerne har i høj grad været dem, der har sat skub i udviklingen, og jeg har længe undret mig over, at der ikke er sket noget som helst på ”min side af bordet”. Vi har fået et wake-up call, og budskabet i dag er, at ”plejer” er død. Vi har helt glemt, at man godt kan gøre tingene på andre måder end de en gang vedtagne, og vi trænger til at få rystet posen godt og grundigt, siger Walther Jensen.
Han refererer til bestyrelsen for FRF, der består af en repræsentant for hver af de tre foreninger. Derudover er der sammensat en gruppe med Eva Tufte, Aslaug Kleve fra DRRB og Birthe Møller fra Producenterne, som han skal bruge til at trække på ressourcer fra alle tre foreninger. Hele indsatsen bliver finansieret gennem Koda-afgifter.
Walther Jensen siger videre, at der kommer mange nye initiativer, men h an vil endnu ikke løfte sløret for nogen af dem – udover at der kommer en ny uddannelse, hvis alt falder på plads.
– Der er produceret et første udkast, som der arbejdes på i øjeblikket. Men falder alt på plads, så bliver der meget spændende. Der bliver tale om noget helt nyt, som endda har eksport-potentiale, siger Walther Jensen og understreger, at der ikke bliver tale om en konkurrent til Reklameskolen. Uddannelsen tager alene sigte på kompetence-udvidelse.
Walther Jensen har sin baggrund fra både film-selskaber og bureauer gennem 24 år og har desuden gennem årene været meget involveret i undervisning.