“Alletiders Jul” med Pyrus og Bertramsen blev vist første gang for ti år siden. Men den tilhørende papkalender, der står rundt om på børneværelserne, er en nyskabelse, som er produceret af Glenn Art Design, og idemagerne bag er Sidsel Kofoed og Steen Andersen fra Nørgård Mikkelsen. De to har let ved at se verden i børnehøjde og deler de yngstes nysgerrige glæde ved at åbne dagens låge på TV 2-julekalenderen.
Det er Steen Andersen, som har tegnet og farvelagt kalenderen. Hans officielle titel er illustrator, men selv ser Steen Andersen sig først og fremmest som et legebarn, der har arbejdet med børnekommunikation i mange år.
Mange timers research, heriblandt et minutiøst gennemsyn af alle 24 tv-afsnit gik forud for det færdige resultat.
– Til dem, der har lyst til at bygge videre på handlingen i “Alletiders Jul”, er der et ekstra ark med seriens figurer, som kan “spille med” i kulissen. Hver låge har sin egen sjove eller finurlige overraskelse. Og det er ikke tilfældigt, at vi tog udgangspunkt i pop-up bogen – et system, de fleste børn kender og elsker.
– Alletiders Jul handler jo i allerhøjeste grad om bøger, og når du sidder med kalenderen, sidder du samtidig med bogen Alletiders Jul i hånden, slutter Sidsel Kofoed.
Årets TV 2-julekalender koster 35 kr. og kan stadig købes hos Fætter BR og på posthuset. Overskuddet fra kalendersalget går til Julemærkefonden.