Regeringens radioudvalg er næsten færdig med anbefalingerne til Kulturministeriet vedrørende den nye landsdækkende radiokanal, der skal tage kampen op med Danmarks Radios kanaler.
En ting ligger allerede fast. Ejeren af den nye kanal får 100 millioner kroner om året til at drive kanalen, således at den bliver 100 procent uafhængig af reklamer.
Det sker blandt andet i erkendelse af, at det i Danmark er meget vanskeligt at få public service-kvalitet og kommerciel radio til at hænge sammen.
– Vi forventer, at det ikke bare er en normal FM-kanal, men også meget andet, der kommer ud af den her radio. Derfor er vi enige om, at vi forventer, at byderne leverer et højt ambitionsniveau for den her radio – både teknisk og programmæssigt. Og med den økonomi, der er, burde det være muligt at lave noget, som på en eller anden måde er meget ambitiøs, siger radioudvalgets formand, Suzanne Moll til Journalisten.dk.
Udbuddet bliver afgjort til maj næste år. Og 1. november 2011 går den nye radiostation i luften.