Forbrugerombudsmanden afsluttede sidste år 3.256 sager, der handlede om markedsføring, hvilket er højere end forrige år, og det højeste antal nogensinde.
Det viser tal fra Forbrugerombudsmandens årsberetning, der udkommer i dag.
Året var bl.a. kendetegnet ved sager om ”abonnementsfælder” og nye former for markedsføring, og det vil også i det kommende år præge Forbrugerombudsmandens arbejde, hedder det i en meddelelse fra Forbrugerombudsmanden.
– Det har været et travlt, men også spændende år, hvor vi har afsluttet et meget stort antal sager om markedsføring. Vi har især haft fokus på at styrke beskyttelsen af forbrugerne på nettet. Det har ført til flere politianmeldelser og bøder for blandt andet abonnementsfælder, siger konstitueret forbrugerombudsmand Benedikte Havskov Hansen og fortsætter:
– Der dukker hele tiden nye former for markedsføring op, og det kan være svært for forbrugerne at gennemskue, hvornår de møder en reklame. Det stiller nye krav til os. Vi har allerede taget de første skridt, men vi er langt fra i mål. I år vil vi derfor have særligt fokus på nye trends og nye medier.
Flere politianmeldelser
Blandt de emner, som har fyldt meget hos Forbrugerombudsmanden i det forgangne år, er henvendelser som spam og telefonsalg samt snyd på nettet. Syv virksomheder blev i løbet af året anmeldt for såkaldte abonnementsfælder.
Forbrugerombudsmanden politianmeldte sidste år 11 virksomheder for uanmodede henvendelser, og der blev givet bøder i syv spamsager, to sager om personligt adresserede reklamebreve og tre sager om ulovligt telefonsalg.
Også bilvurderinger, som forbrugerne ifølge selskaberne bag havde ”bestilt” på nettet, har der været betydelig opmærksomhed om. Forbrugerombudsmanden har samlet fået mere end 1.500 henvendelser om sådanne sager.
På finansfronten blev der i 2014 sat punktum for 505 sager, hvilket også er rekord. En forklaring på stigningen er, at der blev afsluttet et stort antal enkeltsager i sags-komplekset om Roskilde Bank.
Samlet set anmeldte Forbrugerombudsmanden 31 virksomheder i 2014. Det er 11 flere end i 2013.
Ikke flere hovsa-app-køb
På den positive side har Forbrugerombudsmanden opdateret sin vejledning om børn, unge og markedsføring, så den er ajour med nye trends og medier.
Herudover blev der også skabt klarhed om deal-sites på nettet.
Og så indgik EU-Kommissionen og EU’s medlemslande – på initiativ fra Forbrugerombudsmanden – i 2014 en aftale med Apple og Google om at ændre standardindstillingerne i mobilspil for at hindre børns dyre og utilsigtede tilkøb.
Du kan nærstudere Forbrugerombudsmandens årsberetning for 2014 her.