“Gilletttte the best a man can getttt…”

Kan du nynne med på melodien og huske ordene? Så er du langtfra den eneste.

Den 18. juli delte Facebooksiden ”Gillette Danmark” således den oprindelige reklamefilm med melodien fra 1989, og fordelt på to opslag blev næsten 50.000 unikke brugere engageret, og over 3.000 ”syntes godt om” reklamen. Den blev delt over 200 gange, og den modtog adskillige begejstrede kommentarer.

Filmen med den fængende sang har i skrivende stund 161.622 afspilninger på Gillettes danske Youtube-kanal, og den store interesse har skubbet reklamen tilbage på tv, hvor den nu kører på SBS og Viasat.

Gillette vil således forene nyt og gammelt, da filmen kombineres med en billed- og filmkonkurrence på Instagram. Desuden promoveres konkurrencerne på to populære blogs, Droz Daily Steezin og My-pleasure.dk, som taler til hver sin mandlige målgruppe.

Konkurrence på Instagram

Kampagnen spænder derved over tv, Facebook, Youtube, Instagram og populære blogsites.

Kort fortalt handler den omtalte konkurrence i første omgang om, at Instagram-brugere skal lade sig inspirere af reklamen fra 1989 ved at dele billeder med hashtagget #Gillettetbt.

I anden del af konkurrencen – der indledes den 29. august – skal fans af den gamle reklamefilm genskabe deres yndlingsscene og uploade resultatet. I begge konkurrencer vinder det mest underholdende og originale bidrag en tur for to til New York.

– Vi har længe haft på fornemmelsen, at mange mænd mindes og har en relation til Gillettes klassiske reklamefilm. Dette blev i særdeleshed bekræftet gennem de mange reaktioner på Facebook, hvilket motiverede os til at få den tilbage på TV. Det bliver spændende at se, hvordan fans vælger at fortolke den med deres egne billeder og videoer på Instagram, siger Peter Wallentin, som er PR-ansvarlig for Gillette i Norden.

Kampagnen er resultatet af et samarbejde mellem reklamehuset Saatchi & Saatchi og PR-bureauet MSLGROUP Denmark.

Se reklameklassikeren i toppen af artiklen.