Det er ikke hver dag, man kan ”vinde” Mona Juul fra Envision og Mette Hejl fra Pravda. Men det får to iværksættervirksomheder med adresse i Business Region Aarhus nu mulighed for.
Når Iværksætterprisen Aarhus til marts bliver uddelt for anden gang, er der nemlig et mentorforløb med nogle af Østjyllands dygtigste erhvervsledere på højkant, og konkurrencen i år har hele to reklamekvinder på mentorholdet – Mona Juul, adm. direktør i Envision, og Mette Hejl, adm. direktør i Pravda.
Vinderen af Iværksætterprisen Aarhus skal findes inden for tre kategorier, hvor Mona Juul bliver mentor for vinderen i kategorien Kreativitet og Oplevelser, mens Mette Hejl bliver mentor i kategorien IT og teknologi.
Til Aarhus Stiftstidende siger Mona Juul om konkurrencen:
– Bag de fleste gode ideer, organisationer og virksomheder er der en iværksætter. Et menneske der havde lyst, mod og power. Tænk bare på Herman Salling og Lars Larsen. Iværksættere bør hyldes og hjælpes rigtig godt på vej, for de står for udvikling og vækst i samfundet. Og ligesom inden for sport kan du være nok så talentfuld, men hvis ikke du træner og lærer af dine fejl, så forbliver du bare et talent. Ligesom jeg har gode mennesker der træner mig, og som jeg kan spørge til råds, så vil jeg rigtig gerne hjælpe andre på vej. Jeg synes, det er vigtigt at give tilbage, og intet er vigtigere for Danmark lige nu end at bakke op om gode iværksættere.
Envision er lige nu aktuel med en fraværskampagne for Ministeriet for Børn og Undervisning. Bureauet står også bag den kreative emballage til Kohbergs ”Støt brysterne”-kampagne, som for nylig er blevet
anerkendt med en bronzemedalje ved årets Epica Awards.
Mette Hejl fra Pravda supplerer:
– Jeg kan bidrage med en strategisk forretningstilgang i forhold til marketing og udvikling. I al beskedenhed har jeg fået 10 års erfaring med at vurdere, om noget virker eller ej, og den erfaring kan jeg bruge her. Hos Pravda lever vi af gode idéer skabt af talent og god energi, så jeg vil gøre mit bedste for at inspirere, opmuntre og motivere deltagerne til at yde 110 procent, siger hun til Stiften.
Pravda, som i øvrigt betyder ”sandhed” på russisk, har været ledet af Mette Hejl siden 2007. I starten af 2011 kom søsterselskabet Pravda Digital til verden, og senest har de to bureauer bl.a. stået bag
Bilka.dk’s store julekampagne online .
Iværksætterprisen Aarhus er åben for alle virksomheder fra 2009 eller senere, som har adresse i én af Business Region Aarhus’ otte kommuner (Aarhus, Odder, Favrskov, Skanderborg, Silkeborg, Norddjurs, Syddjurs og Samsø).
En jury bestående af repræsentanter fra det østjyske iværksættermiljø vil vurdere de deltagende virksomheders vækstpotentiale, idé og koncept og herefter udvælge tre nominerede i hver kategori.
Vinderne bliver fundet ved ceremoni i marts og får herefter en mentor, der har erfaring med forretningsudvikling, og en mentor, der kan bidrage med markedsføringsekspertise.
Mere om den aarhusianske iværksætterpris her, hvor man også kan tilmelde sig.
http://stiften.dk/aarhus/en-hyldest-til-oestjyske-ivaerksaettere