Det er ikke ligefrem opgangstider i den danske reklamebranche.
Sådan lyder den triste melding fra stort set alle, uanset hvilken analyseinstitution, spåmand eller andre ”personer med fingeren på pulsen”, der har udbredt sig om udviklingen på det danske reklamemarked det seneste halve års tid.
Derfor var det heller ikke et kæmpechok, da vi fornylig kunne skrive at det danske reklamemarked er det værste i Norden.
Og nedturen herhjemme er da også til at tage at føle på, hvis man kan stole på IRM’s (Instituttet för reklame- og mediestatistik) nyeste statistik for det danske reklamemarked.
Det bliver således til et minus på 4,9 procent, så reklameomsætningen herhjemme lander på 14,9 milliarder kroner i 2012.
Den dårlige nyhed er, at nedturen ifølge analysehuset forventes at fortsætte i Danmark i 2013. Den gode nyhed er, at tilbagegangen ikke bliver så stor som i år…
IRM vurderer således, at det danske reklamemarked går tilbage i 2013 med 1,7 procent. Omsætningen beregnes til at blive 14,6 milliarder kroner.
Endvidere forventes de strukturelle forandringer på markedet at fortsætte, hvilket primært betyder, at en større andel af reklameomsætningen bliver investeret i forskellige former for netreklamer.