Et af verdens største outdoor-bureauer, Clear Channel, er i luften med et nyt segmenteringsværktøj, der skal gøre outdoor-mediet – heriblandt reklameplakater placeret i bybilledet – langt mere målrettede og præcise end tidligere.
Det nye værktøj har fået navnet Clear View, og det gør op med de tre tidligere nøgleord omkring outdoor-annoncering: Geografi, frekvens og dækning.
Det nye værktøj introducerer nemlig parametre, som fremover gør det muligt for annoncørerne at ramme specifikke målgrupper, hvilket stort set alle andre medier-grupper for længst har tilpasset sig. Nu vil outdoor-mediet indhente det forsømte.
– Indtil nu har geografi været det helt afgørende parameter for outdoor. Men med Clear View kan vi nu udvælge og sælge medieplaceringer med afsæt i “point of interest” og målgruppe. Det betyder for eksempel, at vi kan eksponere et budskab i nærheden af et byggemarked, eller at vi kan tilbyde annoncering i et område, hvor eksempelvis andelen af målgruppen ”aktive børnefamilier” ligger højt. Vi opnår med andre ord en langt større træfsikkerhed og dermed også mere ”value for money” med outdoor-mediet, siger Frederik Meyer, der er salgs- og marketingdirektør hos Clear Channel.
Danmark opdelt i celler
I det nye måleværktøj integrerer Clear Channel demografiske og sociografiske data hentet fra Geomatic, som opdeler Danmark i et net af celler på 100 x 100 meter.
– I praksis betyder det, at vi populært sagt kan sætte ansigt på danskerne og målrette annonceringen i forhold til, hvor folk bor – og det med en træfsikkerhed på 100 kvadratmeter. Vi udvælger på den baggrund lige netop de paneler, som matcher kundens ønsker, siger Frederik Meyer.
Han fortæller, at værktøjet rundt regnet har over 30 forskellige målgrupper og 10 demografiske variable, der kan trækkes på og kombineres.
– Det betyder, at vi kan tilbyde skræddersyede løsninger, som matcher lige netop kundens behov, slutter Frederik Meyer.
Clear Channel introducerer det nye format i 4. kvartal 2013.