Et nyt firma, Freetrailer ApS , har lanceret et gratis-trailer koncept, Freetrailer, ved IKEA afdelingerne i Taastrup, Århus og Odense. Med Freetrailer bliver det for første gang muligt at låne en trailer gratis – uden købetvang.
– Det er en helt simpel idé, siger Aksel Blomgren Ambjørner, idémand bag Freetrailer. Vi har købt et antal store, lukkede kvalitetstrailere. Og så har vi solgt siderne på trailerne som reklameplads. Reklameindtægterne betyder, at det er gratis at låne en Freetrailer fra man henter den til kl. 11 dagen efter, hvor den skal afleveres der, hvor man lånte den.
Freetrailer ApS har aktuelle planer om at udvide forretningen med flere opsamlingssteder, hvor private har transportbehov, eller er vant til at hente en trailer.
– Det er vores mål at have 550 trailere på vejene i løbet af et år ,siger den anden partner i Freetrailer, Allan Sønderskov Darré, der i det civile liv er direktør for webbureauet Grapenet ApS.