Billeder af smukke kvinder, der er i gang med gryder og vaskemaskiner har længe været et ”turn-off” for kvinder i reklamens verden. Og nu viser det sig så, at mænd heller ikke kan lide stereotyper i reklamens verden. I hvert fald ikke når det gælder deres eget køn.
En amerikansk undersøgelse fra University of Illinois har således fornylig fastslået, at fremstillinger af maskuline ideal-figurer i reklamer ligefrem får mænd til at føle sig ”utilstrækkelige og sårbare”. Det skriver marketingweek.co.uk.
Cele Otnes, professor i marketing ved universitetet og en af undersøgelsens bagmænd, siger til marketingweek.co.uk, at der tidligere har været forsket en del i reaktioner på, hvordan kvinder og børn fremstilles i reklamer, men at man hidtil ikke har vidst så meget om mænds reaktioner.
Kvindeligt team
Samtidig har det britiske reklamebureau Creative Orchestra gennemført en undersøgelse, der viser, at 86 procent af landets marketing-professionelle mener, at branchen stadig rammer galt, når det gælder de kvindelige forbrugere. Blandt andet fordi de stereotype figurer og historier stadig er fremherskende.
Over halvdelen af respondenterne i den britiske undersøgelse mener, at situationen ville se væsentlig bedre ud, hvis bureauerne hyrede nogle flere kvinder…
Og det kan de jo sagtens komme og sige – men der er faktisk både annoncører og bureauer, der tænker i nye baner for at undgå stereotyperne.
Fx meddelte verdens største spiritusproducent Diageo tidligere på sommeren, at man fremover ville søge at undgå køns-stereotyper i sine reklamer og i øvrigt fokusere mere på kvinderne , – en melding, der blev fulgt op af et samarbejde med et rent kvindeligt kreativt team hos reklamebureauet BBH (Bartle Bogle Hegarty).