Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Derfor har pladeselskabet Island Def Jam Music Group tænkt i nye baner i forbindelse med udgivelsen af den amerikanske sangerinde Mariah Careys næste albumudgivelse.
Cd-coveret vil nemlig indeholde et 34-siders særtryk fra modemagasinet Elle med annoncer fra blandt andre Elizabeth Arden, Le Métier de Beauté og Bahamas turistministerium.
Det skriver brandweek.com.
Særtrykket vil desuden byde på personlige historier fra Mariah Careys klædeskab, pladestudie og soveværelse.
– Ideen lå egentlig lige for. Vi sælger millioner af plader, derfor burde annoncører reklamere hos os. Når du sælger 2, 5 eller 8 millioner plader, kommer du i kontakt med mange øjne. De fleste magasiner er ikke ligeså succesfulde som plader, siger Antonio “L.A.” Reid, direktør hos Island Def Jam Music Group, der hører under Universal Music Group.
Pladeselskabet har lignende planer med kommende albumudgivelser fra Rihanna, Bon Jovi og Kanye West.
I forbindelse med den nye Mariah Carey-plade, vil Elles magasin også være tilgængeligt i et online format til folk, der køber albummet i en digital udgave.
ac