Vi omtalte for nylig en rapport fra rådgivningsgiganten Deloitte der viser, at én krone brugt på reklamer i EU bidrager med 6,97 kr. til unionens BNP.

Brancheforeningen Grakom har nu set nærmere på rapporten og sat den ind i dansk kontekst. Konklusionen er, at én krone brugt på reklamer bidrager med 7,02 kr. til Danmarks BNP.

Således bidrager de godt 13 mia. kr., der årligt bruges på annoncer i Danmark, med omkring 92 mia. kr. til BNP eller 4,56 pct. af BNP.

– Det er en overraskende stor betydning, reklamer har for samfundsøkonomien ifølge undersøgelsen fra Deloitte. En af grundene er, at reklamer er en grundsten for velfungerende markeder, siger Thomas Torp,  adm. direktør for Brancheforeningen Grakom.

– Reklamer har en unik egenskab ved, at de forbinder køber og sælger: Det øger køberens valgmuligheder, sænker søgeomkostningerne, og giver samtidig køberen mulighed for at købe den bedste og billigste vare eller service, fortsætter han.

Større politisk bevågenhed, tak

I brancheforeningens optik understreger rapporten – og de danske tal – vigtigheden af, at reklamemarkedet rykker langt højere op på den politiske dagsorden.

– Vi vil opfordre Christiansborg til, at man tænker reklame- og markedsføringsbranchen ind i den politiske vækstdagsorden. Ikke mindst ved at se på, hvordan rammevilkårene for dette marked kan forbedres, siger Thomas Torp.

Mere konkret mener han, at man bør nedsætte et vækstteam med fokus på markedsføring og kommunikationen. Teamet skal blandt andet sikre, at Danmark har mindst lige så frie rammer som de lande, vi konkurrerer med.

– Vi ser politisk igangsatte vækstteam på klassiske danske erhvervsområder som det maritime erhverv og landbruget. Men man bør rette blikket mod brancher med større vækstpotentiale som markedsførings- og kommunikationsbranchen. Her er vækst at hente, det kræver bare politisk medspil, siger Thomas Torp.

Næppe overraskende bakker Thomas Wahl, direktør for Dansk Markedsføring, op omkring diskussionen og tallene.

– Marketing burde have en markant større stemme i vækstdebatten. Tallene fra Deloitte understreger potentialet. Rigtig interessant bliver det, hvis vi holder det op imod World Economic Forums seneste ”Global Competetiveness Report”, siger han

– Her ligger Danmark på en 12. plads målt på konkurrenceevne – lavere end både Norge og Sverige, og på delparameteret ”Extent of Marketing” ligger Danmark blot på en 21. plads. Sverige er nr. otte, mens USA ligger helt i top. Med andre ord ligger der et enormt potentiale i øget fokus på marketing som en reel vækstdriver på samfundsplan, slutter Thomas Wahl.

En branche med betydning

Minimum 17.000 er i øvrigt fuldtidsbeskæftigede i brancher inden for reklame, såsom reklamebureauer, markedsføring, trykkerier mv. herhjemme.

Dertil kommer de tusinder af relaterede marketingstillinger i andre brancher, hvor man arbejder med reklame og markedsføring på virksomhedsniveau.

– Forbedrede rammevilkår for reklamebranchen vil altså ikke alene gavne her, men komme samfundet til gode i en bredere forstand, slutter Thomas Torp.