Skuespillere, sportsfolk og andre kendisser skal kunne gøres ansvarlige, hvis de i annoncer lyver om et produkts fortræffeligheder. ”Det er vores værste mareridt,” lyder det fra reklamebranchen om de nye regler, som USA’s føderale handelskommission (FTC) indfører fra den 1. december. Reglerne retter sig specielt mod anbefalinger af produkter, skriver Financial Times. Reklameformen, hvor kendte folk og sportsstjerner anbefaler et produkt, er meget anvendt i USA, men det ser nu ud til at blive ændret. Både virksomhederne bag produktet og kendisserne, der bærer salget i vejret, skal kunne drages til ansvar. Desuden skal produkterne have de ægte oplysninger med. Hvis f.eks. en tandpasta siges at fjerne dårlig ånde, skal der stå, at det er sket for 20 ud af 35 testpersoner, hvis det er sandheden. Også internetbloggere skal kunne gøres ansvarlige for deres påstande om produkter.
Jyllands-Posten Erhverv side 13.