Reklamer og artikler skal være skarpt adskilt, skriver Forbrugerombudsmanden i dag i svar på Forbrugerrådets henvendelse om skjult reklame i en ”artikel” i Eurowoman. Det er skjult reklame, når månedsbladet Eurowoman fra Egmont Magasiner A/S som det eneste hårfarvemiddel omtaler et produkt fra kosmetikfirmaet L’Oréal i en form, som ligner bladets andre redaktionelle artikler, skrev Forbrugerrådet i brev til Forbrugerombudsmanden.
Det har nu fået Forbrugerombudsmanden til at præcisere overfor udgivere af uge- og månedsblade, at det skal være klart, hvad der er reklame uanset den form, den bringes i –
og at reklamer og artikler skal være skarpt adskilt.
I modsat fald overtræder mediet både markedsføringsloven, International Kodeks for
Reklamepraksis og god presseskik.
Ved den mindste tvivl om, at en reklame kan forveksles med en artikel, skal både annoncørens navn og ordet “annonce” fremgå klart og tydeligt, skriver Forbrugerombudsmanden. Kilde: Forbrugerrådet