DR og TV 2’s store indsamlingsshow næste weekend til fordel for de sultende på Afrikas Horn byder på en ny mulighed for TV 2’s annoncører.
De kan således købe sig plads i en såkaldt donationsblok (reklameblokken lige før showet går i gang, red.), hvor de udover den faste pris for eksponeringen donerer 50.000 kr. til hungersnødskatastrofen.
TV 2 fordobler det indsamlede beløb, og det er første gang, TV 2 bruger reklameblokken i forbindelse med en katastrofeindsamling.
– Vi arbejder lige nu i hele organisationen på kreative idéer i forhold til indsamlingen, og en af de måder, vi kan bidrage fra TV 2, er ved at bruge vores reklameblok lige inden programmet til en donationsblok, hvor både vi og vores kunder kan bidrage. Det giver vores kunder en god eksponering og – ikke mindst – kroner i kassen til det vigtige formål, siger Flemming Rasmussen, kommerciel direktør på TV 2.
Reklameblokken fyldes op efter først-til-mølle princippet. Nødhjælpsprogrammet samsendes på DR1 og TV 2 næste lørdag.