Det kører på skinner for DSB S-togs kommercielle tiltag som kørende reklameplatform.
Siden S-tog for ca. et halvt år siden startede med at iklæde hele togsæt i folie-reklamer samt byde sig til for sampling-aktiviteter, er det gået over forventning.
Indtil nu har 14 ”folietog” været ude at køre med så forskellige annoncører som Sadolin, Røde Kors, Aller, 3F, Telia og Nordisk Film.
– Allerede nu henvender annoncørerne sig til os i højere grad, end vi tager fat i dem. Nu kører der S-tog hele tiden med folie på. Vi skal dog gerne være mere aggressive fremover. Nu har vi vist mulighederne frem, og kunderne kommer til os. Men vi er ikke selv tilstrækkeligt opsøgende, siger Niklas Marschall, salgsdirektør i DSB S-tog.
Det var netop det, han er blevet ansat til: at udbygge S-togs kommercielle muligheder. Hans målsætning for 2009 er en fordobling af ”folie-aftaler”, så 10-15 pct. af S-togene kører pakket ind i annoncer.
– Det er ikke urealistisk, når man ser på, hvor mange taxaer og busser, der i mange år har kørt rundt med folierede reklamer, fortsætter han.
Især biograf-branchen har været en hyppig kunde. Det gælder både for folierede heltogs-annoncer og for sampling-samarbejder. Især her spår Marshall, at der bliver stor aktivitet fremover.

Co-branding skal forbedres
En ting skal dog revideres, indrømmer Marschall. Det er co-branding aktiviter, eller total bundling, som han kalder det.
Her skaber S-tog et decideret nyt produkt sammen med en ekstern aktør. Første aftale blev indgået med Telia, hvor begge selskaber i samarbejde forsøgte at promovere og sælge mobilt bredbånd til pendlere.
– Her har vi noget at lære. Vi skal fremover tage større ansvar for vor del af produktet. Det skal hænge bedre sammen, så både vore ansatte og de potentielle forbrugere bedre forstår koblingen mellem os og samarbejdspartneren, siger Niklas Marshall.
– På det punkt kom vi nok lidt for hurtigt i gang. Vi har gjort os den lektie, at vi skal passe på, hvordan vi bruger vort personale i disse situationer. Det er en helt anden jobprofil. Vi kan godt bruge vort eget personale, når det gælder distribution og grundservice af vore egne produkter. Men går vi i samarbejde med en partners produkt, så hyrer vi fremover folk ind, siger DSB S-togs salgsdirektør.