De første firmaer har prøvet det – at placere reklamer på cafe-toiletter. Det gælder TDC Mobil og MyTravel, som det nystartede firma FlushAd kan skilte med på kundelisten.
Firmaet er startet af Pernille Belter og holder til i Lyngby nord for København. FlushAd har fået opsat A3 rammer på cafe-toiletter – ikke bare i København men i 15 af de største provinsbyer. Herved er der mulighed for at få kontakt med over halvdelen af målgruppen af yngre mennesker mellem 18 og 35 år, som jævnligt kommer på cafeer
“Toiletreklamer er kendt og flittigt benyttet i adskillige lande over hele verden. Især amerikanske og canadiske firmaer har været blandt pionererne, og erfaringerne som i nogle tilfælde går helt tilbage til 80’erne viser et medie med usædvanligt stor gennemslagskraft, genkendelse og accept. Og caféerne har glæde af at lægge ”det lille” hus til, idet gæsterne får noget at kigge på, mens caféen får sin del af reklameindtægten”, skriver FlushAd i en pressemeddelelse.