En rejse med S-toget, med Lollandsbanen eller med Arrivas busser og tog vil fremover være en rejse ledsaget af tv-reklamer. Også på offentlige toiletter, i kassekøen og flere andre steder udfylder tv-reklamer de sidste små tidslommer, hvor vi før kunne hvile ører og øjne. Det skriver Kristeligt Dagblad. Med introduktionen af tv-skærme i busser og tog denne sommer har reklame i lyd og billede ifølge eksperter erobret en vigtig ny platform.
– Grænserne for, hvor vi vil møde reklamer, vil hele tiden flytte sig, og bus- og togpassagerer vil også vænne sig til reklamer med lyd på. Men man bør diskutere, om det er acceptabelt, siger Lars Pynt Andersen, reklameforsker og lektor ved Syddansk Universitet.
Han tilføjer, at reklamebranchen altid vil søge nye platforme. Og reklamer virker bedst, hvor deres tilstedeværelse er overraskende.
– I min barndom var tv-reklamer det store bæst, som blev anset for farligt, men også spændende. Da vi så fik reklamer på TV 2, vakte de stor opsigt, men i dag har de ikke samme gennemslagskraft, siger Lars Pynt Andersen.
Borsen.dk