Der er ingen garanti for en positiv miljøeffekt, når og hvis reklameskatten, der lægger en afgift på husstandsomdelte reklamer, indføres.
Det fastslår et nyt studie fra Aalborg Universitet, der har analyseret den hidtidige forskning på området, skriver dagbladet Børsen.
-Man kan ikke entydigt sige, at tryksager forurener mere end elektroniske reklamer, siger Jannick H. Schmidt, lektor ved Aalborg Universitet i miljøvurdering.
Når det forholder sig sådan, så skyldes det, at afgiften foruden at reducere de husstandsomdelte reklamer vil føre til flere elektroniske og dermed strømforbrugende af slagsen, lyder logikken.
– Ganske vist er der studier, der finder, at papirreklamer forurener mest, men disse studier er forbundet med antagelser og udeladelser, som gør sammenligningen problematisk, siger Jannick H. Schmidt, der sammen med Massimo Pizzol, adjunkt ved Det Danske Center for Miljøvurdering under Aalborg Universitet, har gennemført studiet.
Børsen