Den Danske Reklameskole står foran afvikling som selvstændig organisation. Der er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling d. 19. december, hvor skolens bestyrelse indstiller, at skolen afvikles pr. d. 30. juni næste år.
Igangværende aktiviteter gøres således færdige.
Skolen har eksisteret siden 1989, og der har været omkring 700 elever igennem, hvoraf mange sidder på fremtrædende poster i reklamebranchen i dag. I de senere år er der dog sket det, at bureauerne er holdt op med at sende elever tilskolen – dels af økonomiske årsager og dels af strukturelle. Mange store bureauer har i stedet satset på deres egne uddannelser.
Skolens bestyrelse vurderer således, at det langsigtede økonomiske grundlag for skolen er væk. Det bliver i den kommende tid op til DRRB at overveje, hvordan branchens uddannelsesbehov kan dækkes fremover.
– Det er med stor beklagelse, at skoleforeningens bestyrelse indstiller skolen til lukning. Men det må vi tage til efterretning. Skolens ansatte har gjort et fantastisk stykke arbejde, og uddannelserne har holdt et meget højt kvalitets-niveau. Men som tiderne er lige nu, må vi konstatere, at der ikke er økonomisk grundlag for reklameuddannelser af den slags, siger DRRBs formand Hans-Ulrik Longhi.