Ordene kommer fra Eivind Stø, der er direktør i det norske Statens Institutt for Forbruksforskning. Han siger bl.a. til markedsføringsmediet Propagande, at fremtiden vil blive en løbende kamp om opmærksomhed for markedsførere, og han tror, at det kommercielle tryk bliver øget markant i fremtiden.
Eivind Stø mener, at reklametrykket i fremtiden vil blive øget af tre årsager: En enorm teknologisk udvikling, globalisering og en stigende grad af gråzone mellem redaktionelt stof og reklame. Disse to ting har sammenhæng og synergi:
– Vi som forbrugere har et dualistisk forhold til reklame. Hvis vi skal købe noget er vi modtagelige for reklame og leder efter den. Hvis ikke opfatter vi det ofte kun som støj og vi vil ønske at beskytte os mod støjen, pointerer han.
På samme måde mener han, at annoncørerne har et dualistisk forhold til reklame. De skal trænge igennem med deres budskab, men præcisionen bliver mindre, desto bredere de går ud for at nå flere.
– Denne dualitet fører til en kontinuerlig kamp om forbrugernes opmærksomhed i dagliglivet, siger han videre og lægger til at forbrugerne har udviklet mekanismer for at beskytte sig mod reklamen.
– Der er kort vej fra postkassen til papirkurven. Derfor flytter annoncørerne den direkte markedsføring ind i aviserne, hvilket det stigende antal indstik i norske aviser som bl.a. Aftenposten viser, pointerer han.