American Association of Advertising Agencies vil fra d. 20-24. september gennemføre en decideret reklameuge i New York. Ugen vil både rumme seminarer, rundbords-diskussioner og uddeling af hædersbevisninger for at belønne kreativitet. Desuden vil der være aktiviteter på gadeniveau, hvor man vil præsentere en “walk of fame” på Madison Ave., der traditionelt betragtes som verdens reklame-centrum. “Walk of fame” vil udstille brand-ikoner som f.eks. the Energizer Bunny og the Coppertone Girl, og offentligheden får mulighed for at stemme på deres foretrukne ikon eller slogan.
– Det er vigtigt at fejre kreativiteten i reklamen for den rolle, den spiller i amerikansk erhvervsliv og i New York, sagde AAAA’s formand Ken Kaess ved præsentationen af eventen. Han tilføjede: – Det er også vigtigt for både det kreative miljø og for kunderne.