I slutningen af februar lancerede online-udlånsbanken GE Money Bank et nyt lavrente-lån, kaldet Privatlån Plus. Et særsyn i en bankverden, hvor markedsrenterne bare falder og falder, og de renter kunderne betaler til bankerne af uransagelige årsager bare stiger og stiger…
– Målet var at få en større målgruppe i tale. Vi ved, at kunderne i dag er mere villige til at flytte bankforretningerne end tidligere. Samtidig er konkurrencen meget lav blandt de traditionelle spillere, og det åbnede et vindue for os, fortæller GE Money Banks marketingdirektør Henrik Stork.
Sammen med Integral og Vizeum udviklede GE Money Bank en kampagnestrategi, omkring det nye lavrente-produkt, som byggede på et avanceret digitalt set-up kombineret med en massiv tv-kampagne.
Set-up’et omfattede blandt andet et avanceret digitalt dashboard, som gjorde det muligt at se, hvor meget hvert klik var værd, hvor meget hver exposure (dvs. klik + visning) var værd.
Det gav mulighed for at optimere budgetterne på tværs af de digtale kampagneinvesteringer, og på den måde blev det sikret, at det var de varmeste og mest dyrebare leads (dem med den gode økonomi), der blev fokuseret på og fulgt op på igennem hele beslutningsprocessen.
Og resultaterne af indsatsen er ikke vanskelige at få øje på: I forbindelse med kampagneperioden blev udlånsvolumen fordoblet, besøgstallet på gemoneybank.dk steg med 60 procent og både det hjulpne og uhjulpne kendskab til banken steg markant.
Og så blev reklamerne husket: Før kampagnestarten kunne 7 procent huske, at de havde set en reklame for GE Moneybank. Det tilsvarende tal var 23 procent ved udgangen af kampagneperioden.
Læs hele historien i bladet Markedsføring nr. 10, der udkommer i denne uge.