Forestillingen om, at der er masser af ubesatte stillinger at søge for de arbejdsløse på det danske arbejdsmarked holder ikke.
I foråret var der 5.000 ubesatte stillinger, ifølge en undersøgelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Det er et rekordlavt antal, skriver Ugebrevet A4.
Arbejdsgivere og Socialdemokraterne kalder de ubesatte job et mindre problem.
Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, mener derimod, at det er et paradoks, at der ikke kan skaffes arbejdskraft til ledige stillinger i betragtning af de mange arbejdsløse.
– Jeg synes, at 5.000 ubesatte stillinger er mange. Det er et stort problem, og det kan man ikke tale ned på nogen måde, siger Ulla Tørnæs til Ugebrevet A4.
– Det er en udfordring at sikre, at arbejdsstyrken har de kvalifikationer, der efterspørges, fortsætter hun.
De cirka 5.000 stillinger, som virksomhederne ikke kunne få besat, svarer til 0,2 pct. af den samlede beskæftigelse, viser undersøgelsen, som mere end 14.000 virksomheder har deltaget i fra februar til marts i år.
Ugebrevet A4