Mediehuset Ingeniøren er om nogen “first mover”, når det handler om satsning på online aktiviteter. Og nu viser resultatet sig. Resultatet af den primære drift i 2007 på 21,4 mio. kr. er et af de bedste nogensinde. Og omsætningen er i 2007 vokset til 135,5 mio. kr. i forhold til rekorden fra året før på 117,2 mio. kr.
– Vi er glade for at levere gode resultater i et mediemarked præget af hård konkurrence med store forandringer, siger adm. dir. Arne R. Steinmark.
Ifølge direktøren stammer væksten især fra et boomende jobmarked, generelt øgede markedsandele og udvikling af nye annoncekoncepter.
Mediehuset Ingeniøren A/S udgiver bl.a. Nyhedsmagasinet Ingeniøren, ing.dk og it-mediet version2.dk online og er Danmarks største specialmedie.
/ritzau/