De danske film-, tv- og computerspilproducenter er nogle af de bedste i EU til at opnå støtte fra EU’s MEDIA program.
Programmet har eksisteret i snart 20 år, og 2009 var det bedste år nogensinde for den danske branche, hvor der samlet blev hentet 5,8 millioner euro hjem til den danske branche (omkring 43 millioner kroner).
Det overgår lige præcis den hidtidige rekord på omkring 42 millioner kroner fra 2005, oplyser Det Danske Filminstitut i en meddelelse.
Programmet har blandt andet støttet film som “Antichrist” og “Submarino”, men også en række dokumentarfilm og tv-serier har nydt godt af pengene fra EU, heriblandt Bastard Films “Chokoladens mørke side” og Zentropas tv-serie om “Blekingegadebanden”.
Under udviklingsstøtteordningen, som er den MEDIA-pulje, der har mest bevågenhed fra de danske producenter, lå Danmark samlet set på en europæisk sjetteplads.