Navnet minder om noget, man har hørt før, når dialogbureauerne Relationshuset og Gekko slår pjalterne sammen og fremover kalder sig Relationshuset|Gekko.
De to bureauer har hidtil delt etage, haft enkelte fælles kunder og desuden et sammenfald i ejerkredsen, og med sammenlægningen skal muligheden for synergieffekt mellem de eksisterende kreative kræfter øges.
Desuden skal det nye bureau have øget fokus på vækst hos eksisterende kunder og udgøre en potent organisation, hvor der ligeledes er plads til nye kunder.
– Vi er nu styrket med i alt 27 medarbejdere. Med den bredere ledelse skal vi nu sikre, at husets samlede kompetencer tjener kundernes behov i videst mulige omfang. Det bliver både udviklende, værdifuldt og rigtig spændende, udtaler Maria Furbo der indtil nu har været administrerende direktør i Relationshuset og fortsætter med samme titel.
Relationshuset|Gekkos ledelse består fra dags dato af administrerende direktør Maria Furbo, direktør Finn Overgaard, direktør Jan Køhler samt kreativ direktør Sonja Lund.
De eksisterende kunder vil blive mødt med en styrket ledelse og et bredere kompetencefelt, oplyser den nye konstellation i en pressemeddelelse.
– Vi forventer, at markedet de kommende år vil efterspørge et øget fokus på resultater her og nu. Kunderne vil foretage de sikre valg og satse på bureauer, som kan levere de ønskede resultater. Bureauer som ligger i den tunge ende både når det kommer til størrelse og erfaring, siger Jan Køhler, stifter af Relationshuset og som skrevet fortsætter som direktør.